Efter en lang dag på arbejde eller i skole er det, man oftest trænger til, at komme hjem og slappe af. Det var også præcis det, Sophie Stær fra Aarhus forventede, da hun trådte ind ad døren til sit hjem. Men hun tog fejl.
Det syn, der mødte hende, beskriver hun som 'sit livs hidtil største chok'.
Det skriver TV 2
Som hun plejede, gik Sophie Stær lidt rundt og ordnede forskellige ting i sin lejlighed, da hun opdagede noget, hun mindst havde forventet at finde i sin lejlighed på anden sal.
Først troede hun, at det måske var hendes kæreste, der havde planlagt at spille hende et puds, men den var altså levende.
Jep, den var god nok, det var en rigtig slange - og det var ikke bare en lille én af slagsen.
En halvanden meter lang, orange-gul slange lå midt i hendes stue.
"Jeg fik øjenkontakt med de små, sorte øjne, der stirrede stift op på mig. Jeg nåede ikke at tænke – jeg skreg bare, løb ud og smækkede døren," siger Sophie Stær. Hun fortæller, at hun ringede til sin kæreste, der i første omgang ikke troede på hende, for det lød da også lidt underligt, at der skulle være en halvanden meter lang slange i stuen, men han lovede alligevel at komme med det samme.
Sophie, der i forvejen er angst for krybdyr, havde svært ved at trække vejret over chokket men tog alligevel modet til sig for endnu en gang at få bekræftet, at der faktisk lå en stor slange i stuen.
Kæresten ankom med en veninde, og ingen af de tre havde lyst til at komme alt for tæt på den ubudne gæst.
Hvem mangler en halvanden meter lang gul slange?
Sophie besluttede sig for at lave et opslag på Facebook for at spørge folk i området, om de eventuelt manglede en stor gul slange, men ingen meldte sig. Derefter kontaktede hun Dyrenes Beskyttelse, som lovede at komme. Hun var nemlig i tvivl om, hvorvidt det var en reel grund til at kontakte politiet eller brandvæsenet.
I mellemtiden nåede slangen, som Sophie navngav 'Sille', dog at holde hende med selskab under landskampen i fjernsynet, som man absolut ikke kunne gå glip af - slange eller ej.
Da en medarbejder fra Dyrenes Beskyttelse ankom, var slangen dog væk.
I mangel på bedre tog Sophies kæreste et kosteskaft, og så gik de ellers i gang med at lede efter den 'nu forsvundne slange' i lejligheden.
Her fandt de den i strømpeskuffen, hvor den lå og puttede og tilsyneladende nød tilstedeværelsen blandt bomuldssokkerne.
Det lykkedes dog medarbejderen fra Dyrenes Beskyttelse at få slangen ned i et pudebetræk, og så tog hun den med sig til internatet i Tranbjerg.
Hvordan?
Selvom det var en forløsning at få slangen fjernet, sad Sophie dog tilbage med spørgsmålet: Hvor kom den fra?
I en lejlighed på anden sal virker det ret usandsynligt, at en slange 'bare lige var kommet krybende'. Hun kom dog kommet frem til, at den må være kommet ind gennem vinduerne.
Siden da har hun også fundet ud af, at slangen tidligere var taget på eventyr i starten af juni, hvor brandvæsenet hentede den ned fra tagrenden på bygningen. Det er altså ikke første gang, at den rejselystne slange har troet, den skulle på 'all-inclusive ophold'.
Sophie er dog ikke sur på nogen, men ærgerlig over, at ingen meldte sig, da hun efterlyste ejeren, som tydeligvis bor i bygningen.
Sille (slangen, red.) er dog velkommen igen, pointerer Sophie - den må bare gerne lige melde sin ankomst i forvejen, så hun kan forberede sig mentalt, fortæller Sophie grinende og tilføjer, at de skiltes som venner.
Se billedet af slangen nedenfor:
Foto: Dyrenes Beskyttelse