Præcis som hos mennesker fortæller hundens afføring meget om, hvordan den har det. Derfor er det vigtigt at holde øje med konsistensen, når du samler op efter hunden:
"Hundens mave-tarmsystem er følsomt, og det kan blive påvirket af blandt andet foderændringer, infektioner, fremmedlegemer, stress eller underliggende sygdom," forklarer Agrias chefdyrlæge Mogens Brix.
Han er ansvarlig for Agrias digitale dyrlægerådgivning, hvor netop mave-tarmproblemer, herunder diarré og forstoppelse, i juni måned var den altovervejende årsag til, at hundeejere søgte dyrlægerådgivning:
"Du skal ikke gå og være bekymret for dit kæledyrs helbred, så derfor er det vigtigt at kende faresignalerne. Mange er ikke klar over, at langt de fleste milde tilfælde af diarré eller forstoppelse hos ellers raske hunde kan håndteres hjemme i første omgang," forklarer Mogens Brix, som tilføjer:
"Det mest almindelige symptom er diarré, men forstoppelse ses også ofte - især hos ældre eller inaktive hunde eller ved indtag af ben eller svært fordøjelige materialer."
Chefdyrlægen fortæller, at i juni 2025 blev 62 procent af de henvendelser til Agrias digitale dyrlæger, der handlede om mave-tarmproblemer hos hunde, løst med vejledning via en video- eller telefonsamtale.
Det viser, at mange hundeejere trygt kan håndtere problemerne hjemme - med lidt professionel støtte, vurderer han.
Dyrlæge-tryghed uden klinikbesøg
"Hvis du er usikker på dit dyrs symptomer, kan du få hjælp og vejledning umiddelbart, når hunden viser de første tegn på sygdom eller skade. Dyrlægen vil spørge ind til symptomerne, og ud fra den historik ejeren fortæller, og det vi selv kan se på videoopkaldet, kan vi give råd og vejledning om den videre behandling," forklarer Mogens Brix.
Dyrlægen vurderer, om hunden kan behandles hjemme, f.eks. med diætkost, eller om den bør tilses af en dyrlæge, f.eks. indenfor normal åbningstid dagen derpå.
"I juni vurderede vi i 11 procent af tilfældene, at det var nødvendigt at tage akut afsted til dyrlægen med det samme, men ofte vil dyrlægen kunne guide dyreejerne med enkle tiltag, der virker hurtigt," vurderer chefdyrlægen.
Det kan du selv klare
Han forklarer desuden, hvilke symptomer du skal holde øje med, hvis din hund får problemer med maven:
"Hvis hunden har diarré eller forstoppelse, men ellers virker frisk, spiser og drikker, ikke virker sløv, nedstemt eller dehydreret, ikke har feber (dvs. over normaltemperaturen på mellem 37,5–39,3 °C), ikke kaster op eller har blod i afføringen eller smerter - og hvis symptomerne har varet under 1-2 døgn, så tyder det på, at behandlingen kan klares derhjemme. Men jeg anbefaler altid individuel rådgivning, f.eks. via en digital dyrlægetjeneste, som for mange forsikringskunder efterhånden er blevet en gratis service."
Mange hundeejere, tror fejlagtigt at man skal faste hunden i et døgn, før den må få mad, men det er ikke fremgangsmåden længere.
Her anbefaler chefdyrlægen, at du nøjes med kun at give hunden skånekost i små og hyppige portioner. Husk at sørge for rigeligt med frisk vand og suppler evt. med probiotika (mælkesyrebakterier).
Afsted til dyrlægen
Ifølge Mogens Brix skal hunden afsted til dyrlægen, hvis du observerer mere alvorlige symptomer som f.eks. blod i afføringen, sløvhed, opkast eller smerte, hvis hunden udviser symptomer på maveproblemer i mere end 2-3 dage, har gentagne episoder eller kendt sygdom, eller du har mistanke om et fremmedlegeme, forgiftning eller væskemangel.
Ifølge Mogens Brix kan du med få, enkle tiltag forebygge maveproblemer hos din hund:
"Undgå hurtige foderskift. Skift altid din hunds foder gradvist, og brug et kvalitetsfoder. Undgå madaffald, ukendte rester og kogte/røgede ben. Sørg for at tygggeben og godbider er af god kvalitet og uden kemi og fyldstoffer. Har hunden tendens til sart mave, kan du med fordel supplere foder dagligt med mælkesyrebakterier, og sørg for at din hund altid har adgang til frisk vand og får daglig motion."