SSI melder ud: Flere undervarianter markant på vej frem

09/06/2022

Nicolai Busekist

Foto: Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.
I en ny tendensrapport Statens Serum Institut fremgår det, at der igen er en stigning i smittetallene i Danmark.

Mest læste i dag

Smittetallene har været stødt faldende siden starten af februar. Det er der dog nu blevet sat en stopper for. Ifølge Statens Serum Institut er antallet af nye tilfælde med covid-19 nemlig begyndt at stige igen.

Den seneste tendensrapport fra SSI viser, at antallet af bekræftede smittetilfælde steg fra 3.290 i uge 21 til 3.805 tilfælde i uge 22. Det er svarende til en stigning på ca. 16% på en uge.

Hertil lyder det, at antallet af tests har været på et stabilt niveau i de to uger. Det er derfor ikke en stigning, der er forårsaget af flere tests i uge 22, end der blev foretaget i uge 21.

Dette vidner positivprocenten også om, da den er steget fra 10,4% i uge 21 til 12,1% i uge 22. Hertil er incidensen steget fra 56 til 65 tilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Tallene viser også, at det fortsat er BA.2-varianten, der er den dominerende i Danmark. Dog er dens andel faldet en del. Den er nemlig faldet fra 60,9% i uge 19 til 41,3% i uge 22.

SSI melder ud, at grunden til dette er, at flere undervarianter har været markant på vej frem i de seneste uger. Bl.a. er undervarianten BA.2.12.1 gået fra at have en andel på 2,7% til 12,7% fra uge 19 til uge 22.

En anden undervariant, der er på vej frem, er BA.5, der er vokse fra en andel på blot 0,9% i uge 19 til nu at udgøre 16,9% af de nye smittetilfælde. De to varianter har derfor på blot fire uger udviklet sig til nu at udgøre cirka 30% af alle nye smittetilfælde i Danmark.

Hos SSI følger man situationen tæt, og er desuden i gang med at udarbejde en ny risikovurdering for BA.2.12.1 og BA.5.

" Den smittestigning, vi ser, hænger sammen med især stigningen i BA.5, som også er i vækst i det øvrige Europa. Det betyder, at vi godt kan komme til at se yderligere smittestigninger i den kommende periode. Der er dog ikke noget, der tyder på, at hverken BA.2.12.1 eller BA.5 er mere alvorlige end den oprindelige omikron-variant (BA.1/BA.2)," siger Tyra Grove Krause, faglig direktør på SSI.

Anbefalet til dig