Gennem 16 sæsoner har værterne i TV 2-programmet 'Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed' hjulpet boligsøgende danskere med at finde den rette bolig ud fra en række krav og budget. Igennem flere år har ejendomsmæglerne Sara Lygum og Christian Borregaard haft denne opgave i det populære program.
I et interview med Familie Journal blev Sara Lygum spurgt, hvornår hun sidst havde grinet. Hun tænkte straks på en episode, hvor hendes kollega Christian Borregaard fik sig lidt af en overraskelse og derefter rigtig travlt.
Situationen var nemlig den, at Christian ankom lidt før en fremvisning af en bolig. Da han ankom, blev han mødt af rod og kaos i indkørslen. Uden at tøve gik Christian straks i gang med at rydde op og feje og fik også en af fotograferne med i rengøringsarbejdet.
"Når Christian Borregaard og jeg er på landevejen, morer vi os ofte over de sjove ting, vi oplever via vores arbejde. Engang ankom Christian for eksempel til et hus med kaos og rod i indkørslen. Af hensyn til tv-optagelsen gik han straks i gang med at rydde op og feje sammen med en af fotograferne," fortæller Sara Lygum grinende til ugebladet og fortsætter.
Men da resten af tv-holdet ankom, spurgte de undrende, hvad de havde gang i. De stod nemlig ved det forkerte hus! Det sjoveste er dog at forestille sig, hvordan husets beboere har set ud i ansigterne, da de kom hjem til en ren og ryddelig indkørsel, fortæller Sara Lygum om kollegaen, der nok var lidt pinligt berørt over episoden.