Sundhedsstyrelsen opdaterer løbende vurderingen af, hvor længe man kan forvente at være immun, efter man har været syg med COVID-19 og efter vaccination mod COVID-19. På baggrund af den seneste forskning er vurderingen nu, at immuniteten varer længere end styrelsen først troede.
Det fortæller Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Sandsynligheden for at blive syg igen med COVID-19 efter overstået infektion er lille. Forskning peger på, at immuniteten vil være på mindst 8 måneder efter overstået infektion. På nuværende tidspunkt har vi ikke lige så lang opfølgningstid for vaccinerne, men vurderingen er, at immuniteten efter vaccination vil være mindst ligeså effektiv og langvarig som efter overstået infektion.
”Det er glædeligt, at den nyeste forskning bekræfter vores forventning om, at immuniteten efter overstået infektion er længerevarende. Med det vi ved om effekten af vaccinerne, er det også vores vurdering, at vaccinerne vil give en mindst lige så langvarig immunitet. Vi følger forskningen tæt og forventer, at immuniteten kan være endnu længere end 8 måneder," siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Bilsted Probst.
Holder øje med revaccinationer
COVID-19 er en ny sygdom, og mange detaljer vedrørende sygdommen, og hvordan den påvirker immunforsvaret, er stadig ukendte.
For vaccinerne gælder det, at de kun har været i brug siden udgangen af 2020. Det betyder, at grundlaget for at vurdere varigheden af immuniteten ud over den periode, der er blevet vaccineret, er begrænset. Derudover tager det tid at opgøre data og få dem offentliggjort. Så den viden, der opstår, følger med nogen forsinkelse efter opfølgningen på folk, der har været syge, og med udrulningen af vaccinerne verden over. Derfor vil der løbende være behov for at justere på vurderingen af, hvor lang tids immunitet man kan forvente, både efter overstået COVID-19- infektion og efter vaccination.
Sundhedsstyrelsens vurdering af varigheden af immunitet efter vaccination har også betydning for spørgsmålet om revaccination. Der er studier undervejs, der følger de vaccinerede personer, og de vil løbende bidrage med mere viden om varigheden af immunitet, herunder hvornår revaccination kan blive aktuelt.
”Det er endnu for tidligt at sige noget om behovet for revaccination, men det er selvfølgelig et område, som vi vil følge nøje i den kommende tid,” siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.
Den ændrede vurdering af varigheden af immunitet efter overstået COVID-19-infektion og vaccination mod COVID-19 vil blive indarbejdet i relevante retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, herunder 'Retningslinjer for håndtering af COVID-19' og 'Anbefalinger for vaccinerede personer'. Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om immunitet skal nu indarbejdes i regler om coronapas og testning, før de træder i kraft.