Nyheder24.dk
Forside Nyheder Stor virksomhed mister opgave: 280 danskere bliver fyret

Stor virksomhed mister opgave: 280 danskere bliver fyret

Fyret, fired, office, kontor, chef, boss
MiniStocker/Shutterstock

280 danskere står til at miste deres job, da virksomheden har mistet en stor opgave.

Lige nu læser andre

Falck er nødt til at afskedige 280 medarbejdere, da de har mistet en stor opgave i Region Hovedstaden. Det sker, fordi regionen har valgt nye leverandører til den siddende patienttransport, hvorfor Falck fremover ikke kommer til at stå for dette.

Det oplyser Falck til Ekstra Bladet ifølge Ritzau.

Tidligere på året offentliggjorde Region Hovedstaden resultatet af et udbud om transport af patienter, der ikke har brug for ambulance. Her blev kontrakterne tildelt tre andre leverandører, som kommer til at varetage denne opgave fra 1. september i år.

De nye leverandører bliver ifølge Ritzau henholdsvis HB Care, Movicare Konsortium og Nordian, der fremover skal stå for transporten af patienter i regionen. Indtil nu har Falck sammen med HB Care været ansvarlig for opgaven.

Ifølge Ekstra Bladet blev medarbejderne informeret om opsigelserne i slutningen af marts. De fleste vil dog fortsætte i deres stillinger frem til 1. september, hvor de nuværende kontrakter udløber.

Læs også

Falck oplyser, at man forsøger at hjælpe de berørte ansatte videre til nye muligheder i branchen.

“Sammen med de faglige organisationer gør vi i Falck alt, hvad vi kan, for at støtte dem, der ønsker at fortsætte med at køre borgere til og fra hospitalerne med en anden arbejdsgiver på brystet,” siger Lars Martin Rasmussen, der er ambulancedirektør i Østdanmark hos Falck, til Ekstra Bladet.

Den siddende patienttransport omfatter blandt andet transport af patienter og pensionister, der skal til og fra hospitaler, men som ikke har et behov for akut behandling.

Ordningen gælder blandt andet for personer, der bor mere end 50 kilometer fra et hospital, eller som af helbredsmæssige årsager ikke har mulighed for at benytte offentlig transport.

Falck er en international koncern, der arbejder med en række sundheds- og redningsydelser, herunder ambulancedrift og brandbekæmpelse. Selskabet ejes blandt andet af Lundbeckfonden, Tryghedsgruppen og investeringsselskabet Kirkbi, som tilhører Lego-familien.

Læs også

Ads by MGDK