Livet som formand for Venstre kan være utroligt stressende og ofte svært at balancere, da jobbet kræver, at man ofte må give mere, end man egentlig har. Det er blandt de erkendelser, Jakob Ellemann-Jensen er kommet til, og en af grundene til, at han har valgt ikke længere at være formand.
I et ærligt interview fortæller han om, hvordan det er at være blevet far til sit fjerde barn i en alder af 50 år og hvad de senere år har lært ham.
Det skriver Se og Hør
Jakob Ellemann-Jensen har mærket på egen krop, at faktorer som tid og økonomi kan distrahere fra glæden ved og investeringen i rollen som far. Han fortæller, at det netop er disse udfordringer, der gør faderskabet til hans fjerde barn særligt betydningsfuldt.
Han påpeger, at en af årsagerne til, at danskerne får færre børn, er fordi det er "frygteligt hårdt" at have børn. Alligevel understreger han, at de glæder og den kærlighed, børnene giver tilbage over årene, gør det hele værd.
Herfra sender han en varm og klar opfordring til danskerne om at få flere børn.
Ikke den far som han var før
Ellemann bemærker selv, at hans yngste barn, Jens Peter, opkaldt efter hans farfar, oplever en anden slags far end hans næstyngste, Bjørn, gjorde. Dette skyldes, at han tidligere, under sit virke som minister, havde meget lange arbejdsdage, der ofte strakte sig fra tidlig morgen til sent om aftenen. Han erkender, at hans arbejde tidligere satte dagsordenen derhjemme, men at det ikke længere er tilfældet.
Nu lever han under en helt anden tilstedeværelse
Han har nu givet sig selv plads til at trække vejret og mulighed for at være den far, han ønsker at være, da både økonomi og arbejdssituation er under kontrol. Med andre ord finder Jakob Ellemann stor tilfredshed i aktivt at deltage i familiens daglige gøremål, såsom at køre Bjørn i skole, hjælpe med at smøre madpakker og lave morgenmad.
Gennem et hårdt sygdomsforløb:
Jakob Ellemann har tidligere været igennem et hårdt stressforløb, hvor selv en simpel gåtur med hunden føltes uoverkommelig. Den tidligere formand nåede et punkt, hvor han tvivlede så meget på sig selv, at han ikke vidste, om han nogensinde ville kunne varetage et politisk job eller for den sags skyld, noget så simpelt som en avisrute. Når man spørger Jakob Ellemann om, hvad der var årsagen til, at hans liv kørte af sporet, svarer han, at hans politiske virke til sidst var mere drevet af pligt end af lyst, hvilket til sidst knækkede ham.
