For cirka et halvt år siden kom det frem, at Karsten og Janni Ree skulle skilles efter 11 år sammen.
Skilsmissen har været særdeles turbulent, men selv i modvind kan kærligheden finde vej. Inden årsskiftet fandt både Karsten og Janni nemlig kærligheden på ny.
Janni dannede par med Jeppe Stokholm, mens Karsten fandt sammen med Gitte Peters, som han også havde dannet par med tidligere.
I sidste uge kom det dog frem, at Karsten og Gitte ikke længere var samme - og nu sætter hun ord på bruddet til SE og HØR.
“Karsten og jeg har det super fint med hinanden. Der er intet drama her. Vi er de samme gode og nære venner, som vi altid har været. Vi kender hinanden så godt. Jeg rejser og arbejder en del for tiden, men vi ses da, når tiden er til det og vi begge er i landet,” fortæller hun.
Hverken Gitte eller Karsten ønsker at kommentere yderligere på årsagen til bruddet.
Vil have stoppet bog
Det er ikke nogen hemmelighed, at Janni er klar til at udgive en ny bog.
Det var egentlig meningen, at den skal udkomme den 11. marts, hvor hun har fødselsdag, men Karsten forsøger at få den stoppet.
Karsten og hans virksomhed, Karsten Ree Holding, forsøger nemlig at få nedlagt et fogedforbud mod bogen, da de mener, den bryder en fortrolighedserklæring, som Janni underskrev i august 2023.
Selvom Janni endnu ikke har kommenteret sagen direkte, har hun udtalt, at hun ikke er overrasket over udviklingen.
“Jeg må ikke udtale mig, men det kommer ikke bag på mig,” har hun tidligere udtalt.
Om Karsten får held med at stoppe bogen finder vi ud af den 5. marts, hvor det tidligere ægtepar skal i retten omkring udgivelsen af bogen.