Hvis du har overvejet et nyt fitnessmedlemskab for at kickstarte det nye år, kan det være værd at læse det med småt først.
Københavns Byret har netop idømt fitnesskæden Arca ApS, der står bag 18 centre landet over, en bøde på 600.000 kroner for vildledende markedsføring.
Fitnesskæden tilbød mellem 2019 og 2023 træning til enten gratis eller stærkt reduceret pris.
Men hvad mange kunder ikke opdagede, var, at de automatisk blev tilmeldt et løbende medlemskab, som krævede mindst én måneds fuld betaling, før det kunne opsiges.
Ifølge Forbrugerombudsmanden fremgik denne binding ikke tydeligt nok i kampagnerne på kædens hjemmeside og sociale medier. Det skriver Ekstra Bladet.
Tidligere advarsel ignoreret
Retten lagde vægt på, at Arca ApS allerede i 2019 var blevet gjort opmærksom på problemet af Forbrugerombudsmanden.
Trods indskærpelser fortsatte kæden med de ulovlige tilbud i flere år. Dette gentagne brud på markedsføringsloven var afgørende for bødestørrelsen.
"Forbrugere, der benytter sig af et tilbud, hvor der også er tilknyttet et betalingsmedlemskab, skal gøres meget klart og tydeligt opmærksom på det," udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Forbrugere, der benytter sig af et tilbud, hvor der også er tilknyttet et betalingsmedlemskab, skal gøres meget klart og tydeligt opmærksom på det.
Hvis oplysningerne om betalingsmedlemskabet ikke gives i forbindelse med tilbuddet og under hele købsforløbet på hjemmesiden, så er der tale om vildledende markedsføring, og det er Arca ApS nu blevet straffet for
Yderligere kritik af fitnesskæden
Sagen slutter dog ikke her.
Ifølge Forbrugerombudsmanden har Arca ApS også brudt aftaleloven ved at hæve priser på eksisterende aftaler uden forbrugernes accept og opkræve ekstra gebyrer, såsom et energitillæg på 60 kroner.
Forbrugerne kan derfor have krav på tilbagebetaling.
Selvom fitnesskæden har valgt at anke dommen, understreger Forbrugerombudsmanden, at sagen er et klart eksempel på, hvordan virksomheder ikke må handle i strid med hæderlig forretningsskik.