Tyvenes nye metode vinder frem: Mand slap afsted med varer fra Meny til 32.000 kroner

Nyheder
Foto: YouTube / Shutterstock
Metoden har - desværre - vist sig at være effektiv.

Lige nu læser andre også

Gennem de seneste år er butikstyverier blevet et større problem, end de var engang - og det gælder butikker over hele landet.

Tyverierne varierer fra hverdagstyveri af almindelige fødevarer til mere organiserede kup, hvor grupper af tyve arbejder sammen for at stjæle varer for tusindvis af kroner:

"Der kommer typisk 2-3 personer, kvinder eller mænd, ind i butikken. Én distraherer en medarbejder med spørgsmål, en anden holder øje, og en tredje fylder en kundevogn med varer for 2000-3000-4000 kroner og kører ud af butikken," har Carsten Sønderby, der er distriktschef i Salling Group, tidligere udtalt til Ugeavisen.

Men som tiden går bliver tyvene dygtigere til at camouflere, hvad de har gang i, og nu har en ny metode set dagens lys.

Meny på Frederiksberg har allerede tabt mange penge til tyvenes nye fidus, som ikke indebærer andet end en klar plan og en sort sæk.

Den 19. august dukkede en mand op i Meny med en stor sort sæk og et par tomme dåser. Han gik direkte hen til chokoladehylderne, hvor han fyldte sin sæk med Marabou-chokolade, som er steget voldsomt i pris.

Derefter tog han et smut forbi hylderne med Nescafé og Stimorol, som også blev placeret i sækken. Til slut lagde han et par dåser på toppen, så det lignede, at han bar rundt på en pose fyldt med pant.

Tyven spurgte efterfølgende en medarbejder om vej til pantautomaten, men i stedet for at aflevere sine dåser, skyndte han sig ud af butikken - uden at nogen bemærkede det.

Sådan skriver B.T.

Butiksejeren Jesper Guldbrandsen opdagede først tyveriet næste morgen.

"Da jeg kom næste morgen, kunne jeg se, at hylden med Marabouchokolade var helt tom, og da jeg så videoen, gik det op for mig, hvad der var sket. Det viste sig, at han havde stjålet for 17.000 kroner," fortæller han.

Nogle dage senere vendte manden tilbage og gentog manøvren - og her fik han smuglet 15.000 kroner spiritus med ud.

Samlet set endte butikken med et tab på 32.000 kroner, og gerningsmanden er endnu ikke blevet pågrebet.

Anbefalet til dig