"Jeg bliver rasende på mennesker, der lader som om, at hash ikke gør nogen som helst skade. Selvfølgelig gør det det. Det er ikke så uskyldigt, som det lyder. Det blev Mikkels skæbne et barskt bevis på. Han endte på mange måder med at leve et ensomt og forladt liv, selv om vi som familie aldrig slog hånden af ham."
Ovenstående står skrevet i bogen "Hellere halvgammel end helt død", hvori den 80-årige Ulf Pilgaard afslører, at hans søn, Mikkel Pilgaard, som afgik ved døden i april, blot få uger inden, at han ville være fyldt 49 år, døde af et misbrug af hash.
"Kroppen var ganske enkelt slidt op af junkfood, alkohol og hash i en alder af 48 år."
Man får herefter at vide, at misbruget havde stået på i lang tid.
"Han havde desværre kæmpet med et hashmisbrug, siden han var 15-16 år gammel og begyndte at ryge i Øregaardsparken med sine kammerater. Det fortsatte op gennem gymnasiet og ind i ungdomsårene og ødelagde ham, så hans krop altså til sidst ikke kunne mere."
"Misbruget slog meget tidligt benene væk under vores skønne dreng, og jeg føler på mange måder, at han blev svigtet af psykiatrien efter en indlæggelse med en hash-psykose, da han var i slutningen af 20’erne."
Mikkel Pilgaard, Gitte og Ulf Pilgaards yngste søn, fik, efter at have været i behandling i et halvt år, stillet diagnosen paranoid skizofreni, hvilket ledte til, at han blev førtidspensionist.
"Han havde ingen sygdomserkendelse, tog ikke sin medicin og røg og drak i stedet," fortæller Ulf Pilgaard i bogen.
"Med mig bærer jeg i dag også en indædt aversion mod enhver form for euforiserende stoffer."
Mikkels død har sat sig dybt i den populære Cirkusrevyen-skuespiller.
"Det er en smerte, jeg bærer med mig – og som gør ekstra ondt, når regnskabet skal gøres op."
“Hellere halvgammel end helt død” har Ulf Pilgaard skrevet i samarbejde med Ole Sønnichsen.