Ifølge undersøgelsen fortæller 55 % af de unge, at de ønsker lære om uddannelsesmuligheder på YouTube. YouTube lægger sig her et stykke over andre sociale medier som Facebook (43 %), Instagram (26 %) og Snapchat (13 %).
Blandt de 5044 elever benytter 86 % sig af YouTube. Heriblandt har 61 % af pigerne og 36 % af drengene anvendt YouTube aktivt til at søge efter efterskoler. YouTube er derfor – især for piger – et særdeles populært uddannelsesmedie.
Fra underholdningsmedie til søgemaskine
Ifølge Rasmus Lindgaard, chef for analyseafdelingen i CompanYoung, er der en klar årsag til, at YouTube virker relevant for de unge til at søge efter uddannelsestilbud:
“YouTube startede som et underholdningsmedie, men har særligt inden for de sidste par år udviklet sig til en søgemaskine, hvor man kan blive klogere på alt fra at få fikset ens vaskemaskine til at få tips til at vælge efterskole. Dette betyder, at unge i dag ikke kun googler uddannelsestilbud. De youtuber dem".
"Selvom det er efterskoleelevers brug af YouTube, som vi denne gang har undersøgt, oplever vi i CompanYoung, at unge også anvender YouTube til at finde gymnasier, erhvervsskoler og videregående uddannelse. Hvis man derfor ønsker at blive fundet som skole af potentielle elever, bør man være tilstede på mediet".
YouTube har potentiale til mere
Som undersøgelsen fra CompanYoung viser, ses YouTube typisk at være et sted, hvor mange unge starter deres informationssøgning om efterskoler. Når unge herfra har fundet specifikke muligheder, skifter de over til andre sociale medier for at kunne følge skolen tæt på.
Blandt de 13-17 årige fortæller 86 %, at de ønsker at følge en efterskoles Facebook-gruppe. 80 % vil følge en efterskole på Instagram. 55 % vil gøre det på Snapchat. Endelig ønsker 53 % af de unge at følge en YouTube kanal. Selvom det er færrest unge, der vil følge en efterskoles YouTube-kanal, har mediet potentiale til mere, mener Rasmus Lindgaard:
"Det er muligt for skoler at få uddannelsessøgende til at følge deres kanal på YouTube, hvorfra man både kan vejlede og underholde de unge. Man skal blot skabe en kanal, der er interessant nok og som opdateres jævnligt".
Er du mere til esport? Så tag et kig forbi Esportsmagasinet.dk.