Skibet, som søndag forlod havnen i Odessa, Ukraine, med et kornlæs, kan nu have været det sidste skib, der sejler under den nuværende Sortehavs-aftale.
Kornaftalen, der har sikret leverancer via Sortehavet fra krigsførende parter Ukraine og Rusland, bliver nemlig ikke forlænget, oplyser Rusland ifølge nyhedsbureauet Tass.
Det er ellers en aftale, der har sikret, at 32 millioner ton ukrainsk korn har fundet vej til verdensmarkederne.
Og med den nu forfaldne aftale kommer en hel række konsekvenser, mener Henning Otte Hansen, der er professor i afsætningsøkonomi på Københavns Universitet:
"Kornpriserne vil stige lige med det samme på råvaremarkederne. Det vil ske dag til dag, at der kommer en stigning i prisen, fordi man så frygter, at der kommer mindre korn på verdensmarkederne," fortæller Henning Otte Hansen til B.T.
Kornprisen er dog ikke kun afgørende for hvedepriser.
Det kan også betyde noget for priser på mejeriprodukter og kød eksempelvis, da korn bruges som foder til dyr, og hvis landmænd skal betale mere for foder, stiger priserne også på de fødevarer, de producerer.
Kornaftalen blev indgået sidste sommer efter mægling fra FN og Tyrkiet. Den er blevet forlænget flere gange og skal sikre, at skibe med korn ikke bliver ramt af krigshandlingerne.
Hurtigt fik Putin dog truet med at trække sig fra aftalen. Han mener, at den del af aftalen, der skal sikre de russiske muligheder for at eksportere gødning, ikke er blevet overholdt.
Dog er hans trusler nu i stedet blevet en realitet.