Er du blandt dem, der overvejer skiferie i elbil, men ikke kan slippe bekymringerne?
Du er ikke alene.
En ny undersøgelse fra Energi Fyn viser, at næsten halvdelen af elbilejere er bekymrede for lange køreture i vinterkulden. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Flere elbiler – men også flere bekymringer
Elbiler bliver mere og mere populære blandt danskerne, og 2024 satte rekord med nyregistreringer.
Alligevel viser undersøgelsen, at 46 % af elbilejerne er nervøse for ferieture i deres elbil.
For mange handler bekymringerne om opladningsmuligheder og de udfordringer, vintervejret kan medføre.
Salgs- og marketingchef Kenneth Christiansen fra Energi Fyn forklarer, at mange danskere søger rådgivning om elbiler og vinterferie:
"Og så er det vigtigste råd at planlægge sin tur. Koldt vejr påvirker bilens rækkevidde og ladehastigheden, og som tommelfingerregel kan du forvente, at hvis du kan køre 500 km på en opladning om sommeren, så kan du køre 100 km kortere, når det er 0 grader," siger han.
Sådan forbereder du dig
Den bedste måde at fjerne bekymringerne på er ved grundig planlægning.
Apps som Monta kan give overblik over ladestandere i både Danmark og resten af Europa, og med appen kan du også reservere en ladestander på forhånd og dermed undgå kø.
Derudover anbefales det at tage højde for længere opladningstider i koldt vejr og at medbringe nødvendigt udstyr som ladekabler og adapters.
Selvom mange stadig er nervøse for elbilens rækkevidde og opladning under ferier, viser erfaringer fra erfarne elbilister, at det kan være en gnidningsfri oplevelse, hvis man planlægger ruten nøje.