En mandlig bilist ønskede – tilsyneladende – ikke at tale med politiet i forbindelse med et rutinetjek søndag aften.
I stedet valgte han at trykke speederen i bund og køre fra betjentene, hvilket førte til en lang biljagt.
Det oplyser vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi, Brian Holm, ifølge B.T.
Biljagten, der fandt sted i området ved Ballerup og Lundebjerg, begyndte i forbindelse med et helt banalt rutinetjek søndag lidt i 23.
"Han ønskede ikke at standse og tale med os," oplyser Brian Holm.
Det fik Københavns Vestegns Politi til at eftersætte bilen - og det varede i godt og vel 25 minutter.
De fleste ville nok tage hænderne i vejret for at overgive sig, men han valgte at fortsætte sin flugt til fods.
"Han stoppede selv og valgte at forsøge at løbe," sagde Brian Holm.
Han var dog ikke hurtig nok.
Politiet fik nemlig fanget bilisten, der viste sig at være en ung mand, nær en Netto-butik i området.
Den unge mand er anholdt, og hans fremtid står nu i juristernes hænder.
"Vi har sigtet ham for vanvidsbilisme. Så må vi se, om han skal fremstilles i grundlovsforhør på et senere tidspunkt. Det må vores jurister beslutte," fortæller vagtchefen.