2023 var et godt investeringsår i P+, som fastholdt et højt risikoniveau oven på et udfordrende 2022. Det gav flotte resultater for pensionskassens medlemmer, da de finansielle markeder gjorde comeback i 2023.
Medlemmer med markedsrenteproduktet P+ Livscyklus, middel risiko og 15 år til pension fik et afkast på 16,9 pct., og investeringsprofilen P+ Bæredygtig gav et afkast på 18,0 pct. Dermed leverede P+ både branchens højeste og næsthøjeste afkast ifølge analysehuset Nikolaj Holdt Mikkelsens sammenligning af pensionsbranchens livscyklusprodukter.
”Det betalte sig at have et forholdsvis højt risikoniveau i 2023, hvor de finansielle markeder steg over en bred kam. Det betød, at alle aktivklasser bidrog til årets afkast, og at vi samlet set opnåede et investeringsafkast på lidt over 18 mia. kr. til vores medlemmers pensioner,” siger adm. direktør i P+, Kåre Hahn Michelsen i en pressemeddelelse.
Investeringsporteføljen P+ Balance, som de fleste medlemmer med et en gennemsnitsrenteprodukt følger, gav et afkast på 13,2 pct. På den baggrund har bestyrelsen fastsat en depotrente på 4,5 pct. i 2024 for hovedparten af medlemmerne med gennemsnitsrenteordning.
Medlemsvækst og stigende indbetalinger
I de seneste mange år har P+ haft medlemsvækst, og udviklingen fortsatte i 2023, hvor P+ ved udgangen af året nåede op på 114.290 medlemmer. Størstedelen af medlemsvæksten kommer fortsat fra offentlige overenskomster, men P+ indgik også ordninger med både selvstændige, private indbetalere og 11 nye firmakunder i 2023.
Væksten gik igen i indbetalingerne, der nåede op på 6,9 mia. kr. Det er en stigning på 6,5 pct. i forhold til året inden. Især indskud, der dækker over ekstraindbetalinger og overførsler fra andre selskaber, bidrog pænt til stigningen og udgjorde i alt 1 mia. kr.
”Det er meget positivt, at vi fortsatte udviklingen med både medlemsvækst og stigende indbetalinger i 2023. Den fortsatte vækst betyder, at vi kan videreudvikle vores produkter og services, samtidig med at vi kan holde omkostningerne nede for medlemmerne,” siger Kåre Hahn Michelsen.
CO2-aftryk halveret
2023 bød også på flere milepæle i arbejdet med ansvarlige investeringer. Ikke mindst på klimaområdet, hvor P+ nåede sit CO2-reduktionsmål for 2025 to år før tid. Ifølge målsætningen skal P+ reducere CO2-aftrykket fra aktier, erhvervsobligationer og direkte ejede ejendomme med 45 pct. i 2025 sammenlignet med 2019. Ved udgangen af 2023 havde P+ allerede opnået en CO2-reduktion på 48 pct.
”Vores investeringers CO2-udledning er et vigtigt fokusområde i vores aktive ejerskab, og vi har sideløbende fravalgt en række selskaber med stor CO2-udledning. På den baggrund har vi på kun fire år fået halveret CO2-aftrykket fra vores investeringer, men selvom 2025-målet nu reelt er nået, står arbejdet ikke stille. I stedet fortsætter vi arbejdet og har øjnene rettet mod vores næste delmål, der er en reduktion på 65 pct. senest i 2030,” siger Kåre Hahn Michelsen.
På de indre linjer bød 2023 på et generationsskifte i P+, da Kåre Hahn Michelsen overtog posten som adm. direktør fra Søren Kolbye Sørensen, som takkede af efter 21 år som direktør.