DF og Støjberg fremsætter nyt lovforslag: Vil udvise tusindvis af indvandrere

05/10/2021

Nicolai Busekist

Foto: Steen Brogaard
Inger Støjberg har slået sig sammen med Dansk Folkeparti om et lovforslag, der vil medføre udvisning af tusindvis af indvandrere

Mest læste i dag

Dansk Folkeparti og Inger Støjberg har slået sig sammen om et lovforslag, der vil danne grundlag for deres fælles målsætning om at udvise 70 procent af en særlig gruppe indvandrere inden 2030.

I denne gruppe indvandrere findes personer, der har begået noget kriminelt, ikke kan dansk eller har været arbejdsløse i lang tid. Det skriver Jyllands-Posten.

Det er ikke blevet angivet konkret, hvad dette lovforslag drejer sig om, da hverken DF-formand Kristian Thulesen Dahl eller Inger Støjberg ønsker at gå i dybden med, hvad deres strategi er.

Ifølge Jyllands-Posten vurderer de dog, at det drejer sig om 70 procent af en gruppe på 'omkring 50.000 indvandrere'. Disse personer vil derfor blive udvist af Danmark, såfremt deres lovforslag bliver vedtaget.

Inger Støjberg understreger dog, at der ganske vist er tale om et samarbejde om et nyt lovforslag, men at det ikke er ensbetydende med, at hun er på vej ind i Dansk Folkeparti, efter hun i december sidste år trak sig som næstformand i Venstre.

Hvorvidt det bliver muligt for Inger Støjberg og Dansk Folkeparti at gennemføre deres lovforslag, er svært at spå om. De kan dog ikke garantere, at den nye lov lever op til de internationale konventioner, hvilket naturligvis kan besværliggøre det.

"Det kræver en nærmere granskning. Der er ingen tvivl om, at vi er ude i yderkanten af, hvad der kan lade sig gøre," fortæller Inger Støjberg til Jyllands-Posten.

Inger Støjberg er ikke del af et parti, men er derimod løsgænger. Hun holder fast i sine mærkesager om, at islams indflydelse i Danmark skal stoppes, og at der skal værnes om de frihedsrettigheder, som Danmark bygger på. Det fremgår af hendes hjemmeside.

Anbefalet til dig