Enhedslisten har rettet en chokerende beskyldning mod Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen.
Lige nu læser andre
En debat om miljøindsatsen i Aarhus Bugt udviklede sig onsdag til en politisk konflikt i Aarhus Byråd. Her rettede Enhedslisten kritik mod en donation på 50 millioner kroner fra Holch Povlsen Foundation, der er tilegnet et naturprojekt i bugten.
Diskussionen opstod under behandlingen af et forslag om, hvorvidt Aarhus Kommune bør indsamle midler fra borgere, virksomheder og civilsamfund for at forbedre havmiljøet. Kommunens afdeling for Teknik og Miljø anbefaler dog, at forslaget afvises.
Den vurdering fik Enhedslistens byrådsmedlem Isabella Heilmann til at rette kritik mod, at kommunen trods dette har valgt at acceptere en stor donation fra Holch Povlsen Foundation til genopretning af havmiljøet ved bl.a. Mejl Flak – og så kalder hun det greenwashing.
“Hvordan kan det være, man giver Bestseller den privilegerede mulighed for at donere og greenwashe, men man ikke vil institutionalisere indsatsen?” sagde hun ifølge Avisen Danmark under mødet.
Hun henviste samtidig til den meget omtalte TV 2-dokumentar om Bestseller og antydede, at donationen blev offentliggjort i forlængelse af den kritik. Det er dog ikke korrekt, da Aarhus Kommunes pressemeddelelse om donationen blev udsendt seks dage før dokumentaren havde premiere, og Bestseller blev ikke nævnt i meddelelsen.
Læs også
Både kommunen og Holch Povlsen Foundation oplyser desuden, at projektet har været under forberedelse i flere år.
Flere partier i byrådet var derfor også hurtige til at afvise kritikken. Det gælder blandt andet Socialdemokratiets Kristian Sommer, der ikke mener, at donationen kan betegnes som greenwashing.
“Jeg forstår kritikken, men det her har så stor værdi for Aarhusbugten, at jeg simpelthen ikke kan forstå, man kalder det greenwashing,” sagde han.
Teknikrådmand Nicolaj Bang (K) understregede også, at projektet har været længe undervejs, og at donationen er givet personligt af Anders Holch Povlsen.
Holch Povlsen Foundation afviser ligeledes kritikken. I en skriftlig kommentar oplyser de, at donationen er givet til naturprojekter i Aarhus Bugt og ikke har forbindelse til hverken Bestseller eller TV 2-dokumentaren.