Er du bilejer, har du næppe kunne undgå at observere, at priserne på både diesel og benzin er steget markant i det seneste stykke tid.
Særligt personer, der kører i benzinbil, kan mærke på pengepungen hver gang, der fyldes en liter benzin i bilens tank. Flere steder i landet befinder prisen sig nemlig på den anden side af 18 kr. pr. liter.
De stigende brændstofpriser har medført, at mange danskere har svært ved at finde pengene til at fylde brændstof i bilen. Andre har problemer med at betale andre regninger, fordi de prioriterer at tanke bilen, så de kan komme til og fra arbejde.
Til trods for, at der har været opråb fra flere sider, herunder fra Nye Borgerlige-politiker Lars Boje Mathiesen, der vil fjerne afgifter på el og brændstof, samt i form af et borgerforslag om at fjerne afgifterne, som har fået over 91.000 støttere, har regeringen intet gjort.
En af dem, der mener, at det ikke kan passe, er Dansk Folkeparti-formand Morten Messerschmidt, som fortæller, at han er forarget over, at regeringen ikke fjerner eller sænker afgifterne på brændstof.
"Det her kan virkelig forarge mig. Har regeringen overhovedet nogen fornemmelse for, hvad det betyder for helt almindelige menneskers privatøkonomi, at benzinpriserne nærmer sig 20 kr.?" skriver han på Facebook.
I det samme opslag på det sociale medie giver han også udtryk for, at regeringen bør enten fjerne eller sænke afgifterne på brændstof.
"Hvorfor fjerner de ikke afgifterne? Eller I det mindste bare sænker dem? Kan det virkelig være rigtigt, at staten skal skovle penge ind, samtidig med at danskere ikke kan få privatøkonomien til at hænge sammen?" lyder det fra Messerschmidt.
Til slut i opslaget skriver han, at de (Dansk Folkeparti) kræver, at der bliver handlet – og at det sker nu, så danskerne ikke længere skal kæmpe, for at kunne betale for deres brændstof.
Danske Folkeparti har også tidligere foreslået, at man skal sænke afgifterne på benzin og diesel. I samme ombæring foreslog de også, at man burde nedsætte afgiften på el, forhøje kørselsfradrag og kørepenge samt rykke grænsen for energiafgiften.
Som kommentar til sit opslag på Facebook, skriver Morten Messerschmidt, at det nu er halvanden måned siden, at de præsenterede ovenstående (og flere) forslag, men at der intet er sket.
"Det er faktisk halvanden måned siden, vi fremlagde vores forslag. Intet er sket fra regeringen siden. Det er en skandale," skriver han.