Politisk forslag om tandpleje møder kritik: Vil ikke gavne alle

Et smil er for mange en selvfølge, men virkeligheden ser meget forskellig ud rundt omkring i landet.

Mens et bredt flertal i Folketinget netop har indgået en aftale om en ny tandkonto til alle voksne danskere, advarer tandlæger om, at behovet for hjælp langt fra er ens fordelt.

Nye tal peger på store forskelle i danskernes tandsundhed, og frygten er, at en reform, der skal komme alle til gode, ikke nødvendigvis hjælper dem, der har størst behov.

Ifølge tandlæger afspejler tandsundhed ofte sociale og økonomiske forskelle.

For nogle handler tandlægebesøg om regelmæssige eftersyn og forebyggelse, mens andre først søger hjælp, når problemerne er blevet alvorlige og sværere at behandle.

De nye tal viser, hvor markante forskellene er.

I Lolland Kommune blev der i perioden 2021 til 2025 trukket 90,2 tænder ud pr. 1.000 borgere. I Gentofte var tallet blot 23, mens Rudersdal og Hørsholm begge lå på 24,6.

Det betyder, at der trækkes næsten fire gange så mange tænder ud i Lolland som i flere af landets mest velstående kommuner.

Ifølge tandlægekæden Tandliv er tallene et tydeligt tegn på, at behovet for hjælp langt fra er ens fordelt.

“Tandsundhed følger desværre ofte sociale skel. Når mennesker mister tænder, handler det sjældent kun om tænder. Det handler også om økonomi, sygdom, livsvilkår og vaner som rygning, kost og alkohol – og om hvor let det er at få hjælp i tide. Når mennesker mister tænder, mister de ofte meget mere end en tand”, siger tandlæge og klinikejer Zohair Azzouzi i en pressemeddelelse.

Frygter skæv fordeling

Den nye aftale om voksentandplejen indebærer blandt andet, at alle voksne danskere får en tandkonto.

Men netop den brede model vækker bekymring hos flere tandlæger.

Ifølge Zohair Azzouzi risikerer reformen at sprede ressourcerne så meget ud, at de borgere med de største problemer ikke får den nødvendige hjælp.

Han peger på, at mange tandudtrækninger kunne være undgået med tidligere behandling og bedre forebyggelse.

Forskellene mellem kommunerne afspejler samtidig en bredere social ulighed i sundhed.

Borgere med lavere indkomst og kortere uddannelse har generelt et større behandlingsbehov og dårligere adgang til sundhedsydelser.

For tandlægerne er spørgsmålet derfor ikke kun, om flere får adgang til tandpleje.

Det handler også om, hvorvidt hjælpen bliver målrettet dem, der risikerer at miste mest, hvis den kommer for sent.