Mie Møller Bie
Der var ingen slinger i valsen da det ultimative krav blev givet
Valgkampen skulle handle om retning og regeringsduelighed. I stedet kom den igen til at handle om intern uro. Dansk Folkepartis formand valgte at sige det ord, der får erfarne politikere til at spænde kæben: ultimativt.
Kravet er klart. Hvis DF skal støtte en borgerlig regering, skal flere muslimske indvandrere forlade Danmark, end der kommer hertil.
Ellers væltes regeringen.
Dermed ligger bolden tungt på banen hos Venstres formand og statsministerkandidat Troels Lund Poulsen, som i forvejen balancerer mellem flere blå ambitioner.
“Hvis regeringen ikke leverer på kravet, vælter vi den. Ikke så meget pjat,” lød meldingen fra Morten Messerschmidt til DR.
Et farligt ord i valgkamp
Ultimative krav er sprængfarlige. De kan mobilisere vælgere, men de kan også spænde ben for fremtidige forhandlinger.
Historien rummer eksempler på partiledere, der er blevet fanget i deres egne løfter, når virkeligheden efter valget krævede kompromiser.
For blå blok kommer udmeldingen på et sårbart tidspunkt. I forvejen kæmper lejren med at fremstå samlet, mens flere partiledere positionerer sig i magtkampen om statsministerposten.
Når et støtteparti stiller ultimatum, skærper det tvivlen om, hvor regeringsduelig den borgerlige side egentlig er.
Strategi eller selvmål?
Politiske iagttagere peger på, at udmeldingen først og fremmest kan være et forsøg på at styrke Dansk Folkepartis profil.
Partiet har tidligere været presset, men står nu stærkere og har brug for at markere sig tydeligt i konkurrencen om vælgerne.
For Venstre er situationen mere kompliceret. Tavshed kan tolkes som svaghed, men afstandtagen kan koste opbakning.
Resultatet er endnu en debat om intern enighed i blå blok – præcis det, modstanderne håber på.
