Nyt forbud vil ramme turisterne
Sommerferien rykker tættere på, og mange danskere er allerede i gang med at få årets rejse på plads.
Flybilletter, hoteller og ferieboliger bliver sammenlignet, mens jagten på sol, varme og afslapning for alvor er sat ind.
For mange ender valget på Kroatien, der de seneste år har cementeret sig som en af danskernes store feriefavoritter.
Men i den populære kystby Split venter der nu en ny regel, som kan komme bag på både turister og lokale.
Fra nu af bliver det nemlig forbudt for butikker at sælge alkohol mellem klokken 21 om aftenen og 06 om morgenen.
Det oplyser Croatiaweek.
Vil dæmpe nattelivet
Baggrunden er en ny kroatisk lov, der giver lokale myndigheder mulighed for selv at begrænse salget af alkohol i butikker.
Split har allerede valgt at bruge muligheden.
Formålet er blandt andet at styrke folkesundheden, beskytte miljøet og skabe mere ro i det offentlige rum.
Reglerne rammer dog kun butikker. Restauranter, caféer og barer kan fortsat servere alkohol efter klokken 21.
For turister betyder det, at den sene tur forbi kiosken efter en aften ved stranden kan ende uden den kolde øl eller flaske vin, man havde håbet på.
Flere byer kan følge efter
Tiltaget kommer efter længere tids debat om natteliv, støj og alkoholforbrug i nogle af Kroatiens mest besøgte turistområder.
Ifølge flere medier kan andre kroatiske byer også vælge at indføre lignende begrænsninger.
Den nye lov skærper samtidig reglerne for salg til mindreårige.
Butikker skal fremover kræve legitimation, hvis der er tvivl om kundens alder.
Det gælder også ved selvbetjeningskasser og automatiske betalingsløsninger.
Derudover bliver der indført strengere kontrol ved onlinekøb af alkohol, hvor kundernes alder skal verificeres digitalt.