Det er slut med Corona-restriktioner i Danmark for nu. For bare få uger siden så det ud til at have lange udsigter. Der er dog forsat restriktioner mange steder i verden.
I en undersøgelse lavet i december 2021 svarer 81% ja til, at de tror, der vil være Covid-19-restriktioner i udlandet. Kun 7% svarer nej. En forudsigelse, der er meget realistisk, selvom Danmark har afskaffet de fleste restriktioner i denne uge, mener man hos LB Forsikring. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
I samme undersøgelse angiver 41%, at de forventer at komme mindre til udlandet efter Covid-19-pandemien er overstået. Det er en stigning i forhold til, da medlemmerne blev stillet samme spørgsmål i 2020. Her var det 33%, der angav, at de troede, de ville komme mindre til udlandet.
Ved to tilfælde skal man være særligt opmærksom
"Hvis du gerne vil rejse udenlands, er det ikke så svært, som det har været de seneste to år. Langt de fleste kan sagtens komme afsted. I forhold til din forsikring, er der især to tidspunkter, du skal være opmærksom på restriktioner," siger Anne Mette Kirkegaard, skadeschef i LB Forsikring og fortsætter:
"Når du køber rejsen og når du skal afsted. Det er fx et problem, hvis du køber billetter til et land, der har en restriktion, du ved, du ikke kan eller vil overholde; det kan være vaccinationskrav eller andet. Der kan rejseforsikringen ikke hjælpe dig. Flyselskabet kan også have restriktioner, som du skal kunne overholde, når du køber rejsen og Udenrigsministeriet må ikke have frarådet rejser til landet, når du køber billetterne."
Ifølge undersøgelsen vil der dog være 36%, der ikke får de store problemer med restriktioner på flyrejser. De har nemlig svaret i undersøgelsen, at de tror, de kommer til at flyve mindre efter pandemien.
Der er allerede ved at tegne sig et billede af, hvordan danskerne ønsker at rejse i 2022. Det kan du læse mere om her.