Tusindvis af danskere kan miste tilskud
Tilskud til receptmedicin kan have stor betydning for, hvad en behandling koster i hverdagen.
Når reglerne bliver ændret, kan det derfor få direkte konsekvenser for mange patienter, også selv om medicinen fortsat er tilgængelig.
Nu har Lægemiddelstyrelsen truffet en ny afgørelse om tilskud til en lang række allergilægemidler, og ændringerne kommer til at berøre en stor gruppe danskere.
Næsten halvdelen bliver berørt
Cirka 750.000 danskere får allergimedicin på recept.
Lidt over halvdelen vil ikke mærke ændringerne, fordi deres medicin beholder det nuværende tilskud.
For resten kan situationen blive en anden.
Nogle præparater får fremover klausuleret tilskud, hvilket betyder, at tilskuddet kun gælder bestemte patientgrupper. Andre lægemidler mister tilskuddet helt.
Hvis medicinen får klausuleret tilskud, skal lægen vurdere, om patienten opfylder betingelserne. I nogle tilfælde kræver det en ny recept, hvor lægen markerer, at der skal gives tilskud.
Hvis tilskuddet helt bortfalder, oplyser Lægemiddelstyrelsen, at der findes relevante alternativer, som fortsat kan fås med tilskud.
Patienter, der af særlige grunde ikke kan skifte medicin, kan i nogle tilfælde få lægen til at søge om enkelttilskud.
Ændringer træder i kraft i februar
De nye regler gælder fra 1. februar 2027.
Lægemiddelstyrelsen anbefaler derfor, at patienter tjekker deres medicin i god tid og kontakter lægen, hvis præparatet er omfattet af ændringerne.
Landets praktiserende læger, sygehuslæger og apoteker er allerede blevet orienteret.
Der er dog to præparater, som endnu ikke er omfattet af den endelige afgørelse.
Det gælder allergilægemidlerne Aitgrys og Grazax.
“Vi har udsat den endelige afgørelse om Atigrys og Grazax, men har truffet afgørelse om alle de øvrige allergilægemidler. Vi ville gerne undgå forsinkelse af hensyn til patienterne, der gerne skal kunne nå at forholde sig ændringerne i god tid før pollensæsonen til næste forår,” siger sektionsleder Ulla Kirkegaard Madsen.
Lægemiddelstyrelsen vil nu tage spørgsmålet om de to præparater op igen efter dialog med de relevante videnskabelige selskaber.