En hurtig tur i mikrobølgeovnen kan virke som den nemme løsning, når teen er blevet kold. Men ifølge forskere er det langt fra en god idé. Det ødelægger både smagen og de gavnlige stoffer i teen – og gør oplevelsen til en skuffelse, lyder det fra eksperter til mediet Daily Star.
Professor Mark Miodownik fra University College London slår fast, at de naturlige stoffer i te – særligt flavonoider, som er kendt for deres smags- og sundhedsfremmende egenskaber – fordamper, når teen genopvarmes i mikrobølgeovn. Resultatet er en flad, bitter kop uden de kvaliteter, der gør teen værd at drikke.
Og situationen bliver ikke bedre, hvis du befinder dig i 10 kilometers højde. Lavt tryk og tør kabineluft i fly gør, at smags- og lugtesansen forringes, hvilket forvandler en ellers velsmagende kop te til en smagsløs oplevelse. Miodownik anbefaler derfor helt at sige nej tak til te ombord på fly.
Også hos det britiske mærke Yorkshire Tea frarådes brug af mikrobølgeovn. De peger især på, at teen ændrer karakter, hvis man har tilsat mælk og sukker, hvilket mange foretrækker. Den bedste løsning? Kog vandet igen og bryg en ny kop – også selvom det tager lidt længere tid.
Professor Quan Vuong fra Newcastle Universitet bakker op og anbefaler desuden, at man venter med at tilsætte mælken til, at teen er færdig trukket. Det beskytter nemlig vigtige plantestoffer som polyfenoler og theanin, der har vist potentiale i forebyggelsen af alvorlige sygdomme som kræft og hjerteproblemer.
Konklusionen er klar: For både smagens og sundhedens skyld – drop mikrobølgeovnen og giv dig selv den fulde teoplevelse hver gang.