Det kan gøre dagen noget lettere
Du behøver ikke droppe hverken snaps, sild eller smørrebrød, selvom du gerne vil passe bedre på dit hjerte.
Med få justeringer kan påskefrokosten nemlig stadig være både lækker og sund.
Ifølge diætist Lotte Juul fra Hjerteforeningen. handler det i høj grad om at træffe de rigtige valg – uden at gå på kompromis med smagen.
“Det kræver faktisk ikke ret meget at gøre påskebordet sundere. Små ændringer kan gøre en stor forskel, uden at det går ud over oplevelsen,” forklarer hun.
Påskefrokost uden dårlig samvittighed
Et godt sted at starte er med portionsstørrelsen. Ved at vælge en mindre tallerken kan du automatisk begrænse mængden af mad og undgå at spise mere, end du egentlig har behov for.
Det simple trick kan være med til at forebygge den velkendte madkoma, mange oplever efter en tung frokost.
Også drikkevarerne spiller en rolle. Her anbefales det at supplere med alkoholfrie alternativer som alkoholfri øl, vand fra hanen og servering i mindre glas.
Det kan være med til at holde alkoholindtaget nede – uden at det føles som et afsavn.
Når det gælder pålæg, er der også sundere veje at gå. I stedet for klassikere som smør og leverpostej kan man med fordel vælge fiskepostej, avokadomos eller plantebaseret mayonnaise.
Det giver færre mættede fedtstoffer og er bedre for hjertet – samtidig med, at smagen stadig er i top.
Et andet godt råd er at servere smørrebrød i mindre stykker, eksempelvis på kvart skiver rugbrød. Det gør det muligt at smage flere forskellige retter uden at få for meget.
For at runde dagen af kan lidt bevægelse gøre underværker. En æggejagt i haven eller en gåtur med familien giver både frisk luft og motion.