Det er ikke altid, et hjerteanfald starter med dramatiske smerter i brystet.
Mange gange kommer advarslen så diskret, at man knap opdager den – og det kan få fatale konsekvenser.
Læge Sermed Mezher har på platformen TikTok advaret mod det, han kalder "silent heart attacks", hvor patienterne ikke nødvendigvis får de klassiske symptomer.
"Ægte hjerteanfald viser sig ikke som et Hollywood-drama," siger han og fortæller om en patient, som blot følte, at noget sad fast i halsen.
Det viste sig at være et omfattende hjerteanfald.
De såkaldte “widow-maker” hjerteanfald skyldes en komplet blokering i en vigtig kranspulsåre, der forsyner venstre side af hjertet med blod.
Sådan skriver mediet Express.
Hvis det ikke behandles hurtigt, kan konsekvenserne være dødelige. "Hvis det var blevet opdaget bare 10 minutter senere, ville patienten sandsynligvis ikke have overlevet," fortæller Mezher.
Ifølge British Heart Foundation anslås det, at omkring en tredjedel af alle hjerteanfald er tavse.
De bliver ofte først opdaget ved rutineundersøgelser eller på grund af efterfølgende symptomer som åndenød og brystsmerter.
De mest udsatte grupper inkluderer ældre samt personer med diabetes, der måske ikke mærker smerter på grund af nerveskader.
NHS advarer om, at symptomerne på hjerteanfald kan være alt fra trykken i brystet og smerter, der stråler ud i arme, kæbe eller ryg, til kvalme, svimmelhed og ekstrem angst.
Selv mindre tegn som hoste eller let åndenød bør tages alvorligt.
Hvis du eller en i din nærhed oplever disse symptomer, bør du straks ringe 112.