Farvede kontaktlinser er populære til at fuldende et uhyggeligt Halloween-kostume. Det kan dog også have uhyggelige konsekvenser at bruge linserne forkert. I værste fald kan øjnene tage permanent skade. En ny undersøgelse fra Norge viser, at hver tredje overvejer at bruge linserne.
Det skriver Louis Nielsen i en pressemeddelelse.
Det kræver en synstest, individuel tilpasning og grundig træning i hygiejne at bruge og blive sat i gang med kontaktlinser hos Louis Nielsen.
Festlinser – kontaktlinser med farve uden styrke – kan derimod købes af alle online, i kædebutikker eller i kostumebutikker.
Det bekymrer Pernille Lindhardt Steiness, som er optisk fagekspert hos Louis Nielsen.
- Kontaktlinser kan ved forkert brug skade dine øjne og dit syn i form af hornhindesår, smertefulde infektioner og i værste fald give varige skader og nedsat syn. Hvis du ikke er vant til at håndtere kontaktlinser, er det let at gøre det forkert, siger hun.
Hun understreger, at det er vigtigt, at man på forhånd kender til anbefalingerne om hygiejne, hvornår du skal tage linserne ud, og hvad du i øvrigt skal være opmærksom på.
Især er det vigtigt at holde øje med symptomer som ubehag, rødme, kløe eller andre usædvanlige symptomer, mens du bruger festlinser, forklarer Pernille Lindhardt Steiness.
- Hvis du oplever nogle af de symptomer, bør du straks fjerne kontaktlinserne. Hvis det fortsætter i længere tid, efter linserne er fjernet, skal du få undersøgt øjnene af en læge eller øjenlæge, siger hun.
Hver tredje overvejer nye øjenfarver
På trods af, at farvede kontaktlinser kan give alvorlige skader på øjnene ved forkert brug, er der mange, der bliver fristet af gule, hvide eller regnbuefarvede iriser til Halloween.
I en undersøgelse foretaget af Yougov i Norge viser det sig, at hele 30 procent gerne vil bruge linserne. Kun 7 procent bekymrer sig om, hvorvidt de farvede kontaktlinser er CE-godkendte.
- Hvis de er CE-godkendte, er det ifølge producenten sikkert at bruge linserne, forudsat at du følger instruktionerne på pakken og de instruktioner, som du får fra din optiker, siger Pernille Lindhardt Steiness.
6 tips til kontaktlinser
Pernille Steiness, optisk fagekspert og kandidat i optometri og synsvidenskab anbefaler, at alle, der bruger kontaktlinser, følger disse seks råd, uanset hvor mange gange om året, du bruger dem:
Skyl aldrig kontaktlinser i postevand
Vask altid dine hænder med sæbe, før du isætter eller fjerner kontaktlinser
Hvis du bruger månedslinser, skal du være omhyggelig med at rengøre dem efter producentens anvisninger
Sov ikke med dine kontaktlinser på. Hvis du ikke kan få linserne ud, så søg hjælp
Lån eller prøv ikke andres kontaktlinser
Få synet undersøgt hvert andet år hos din lokale optiker