I hele Danmark er strategien for håndteringen af conoravirus/COVID-19 ændret, så fokus nu er på at begrænse smittespredning og prioritere behandling til dem, der har mest brug for det. Det betyder, at borgere med lette symptomer ikke længere skal opsøge læge for at blive testet, men i stedet skal blive derhjemme.
Derfor har Sundhedsstyrelsen offentliggjort en række nye råd, der matcher med den nuværende coronasituation i Danmark. De udpeger, hvordan du som corona-fri skal forholde dig og bruge din tid, så du har størst chance for at undgå potentiel smitte.
For alle borgere gælder
- Hvis du er rask – beskyt dig selv for at beskytte andre
- Hvis du har hoste, let feber eller forkølelse – bliv hjemme, indtil du er rask
- Hvis du har problemer med vejrtrækningen, forværring af symptomer eller er syg over flere dage – ring til lægen (det er vigtigt, at du ikke bare møder op)
Hvordan beskytte man sig selv som rask?
Sundhedsstyrelsens har fem gode råd til beskyttelse:
- Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
- Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
- Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
- Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
- Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn
Hvad kan jeg lave, når jeg ikke må gå på arbejde eller i skole?
Den nuværende situation er ny for alle, og det kan være svært at gennemskue, hvad man må og ikke må, når man ikke længere må møde op på arbejde eller skole. Generelt gælder det, at man skal bruge sin fornuft og tænke over, hvordan man bedst beskytter sig selv, hinanden og vores sundhedsvæsen.
”At komme udendørs kan være et godt og sundt afbræk i en hverdag, hvor man måske føler sig fanget derhjemme. Man må gerne tage sin børn med på legepladsen, lufte hunden, eller gå og løbe ture i skoven. Men vi anbefaler, at man er påpasselig med er at samles i større grupper, og at man undgår tæt fysisk kontakt med andre uden for hjemmet”, fortæller chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen," Maria Kock Aabel.
Hvornår skal jeg opsøge læge?
Hvis du har problemer med vejrtrækningen, forværring af symptomer eller er syg over flere dage – ring til lægen.
"Det er vigtigt, at du ringer først og ikke møder op i venteværelset, da du kan smitte andre."