Middagsluren, elsket af genier og statsledere igennem historien som Leonardo da Vinci og Winston Churchill, er mere end bare en simpel blunder. Det viser sig, at et lille hvil midt på dagen kan gøre underværker for dit helbred - hvis det altså gøres korrekt.
Det skriver Newsweek.
Dr. Chelsie Rohrscheib, en ekspert i søvn og neurovidenskab, har delt nogle indsigter:
"Folk, der sover godt om natten, kan få meget ud af at tage en kort lur i løbet af dagen. De kan opleve bedre hjerte- og hjernefunktion og måske endda leve længere," forklarer hun.
Det er værd at bide mærke i, at det netop er korte lure, dvs. ca 10-20 minutter, der har en god effekt. Disse små hvil kan sænke dit stressniveau, forbedre dit immunforsvar og gøre det lettere at håndtere dagens udfordringer.
Er du til gengæld tilhænger af de længere lure, bør du kraftigt genoverveje denne vane. Dr. Raj Dasgupta fra Sleep Advisor advarer om de lange lures konsekvenser.
At tage en for lang lur eller tage en lur for sent på dagen kan nemlig gå ud over din nattesøvn og kan derigennem bidrage negativt til flere sundhedsproblemer.
Lange eftermiddagslure kan faktisk også være et tegn på underliggende helbredsproblemer, især hvis det sker ofte, idet et voksent menneske, der sover godt om natten, ikke bør have brug for en lur.
I modsætning til voksne, har børn faktisk brug for at sove nogle gode lure for at vokse og for at deres hjerner udvikler sig, som de skal.
Så, næste gang du overvejer en middagslur, overvej længden og tidspunktet for din lur. En kort lur på det rigtige tidspunkt kan gøre en stor forskel for din dag og dit helbred.