Spørgsmålet om, hvorvidt kaffe er sundt eller usundt, har været diskuteret i årevis. Ifølge forskellige undersøgelser kan kaffe beskytte mod gigt, Parkinsons sygdom, nyresten, type 2-diabetes og tilbagefald af tarmkræft. Alt sammen i større eller mindre grad dokumenteret gennem forskning.
Det virker forholdsvis sikkert, at to til fire kopper kaffe om dagen kan sænke risikoen for diverse former for hjerte-kar-sygdomme med op til ti procent, og at fem kopper dagligt kan reducere risikoen for type 2-diabetes med tredive procent.
Måske endnu vigtigere er det, at kaffe ofte erstatter sukkerholdige sodavand, hvilket giver så mange sundhedsmæssige fordele, at kaffe også er inkluderet i de officielle kostråd.
Tilsætter du sukker til kaffen, mindskes disse sundhedsfordele dog markant. På trods af alle disse sundhedsfordele fraråder mange myndigheder at drikke kaffe uden begrænsning. Hvordan hænger det så sammen, og hvilken rolle spiller filterkaffe her?
Dårligt for kolesterolet
Kaffe indeholder naturligt to fedtstoffer: cafestol og kahweol. Disse stoffer forhøjer LDL-kolesterol i blodet - også kendt som det 'dårlige' kolesterol. Et højt LDL-niveau kan føre til fedtansamlinger i blodårerne, hvilket øger risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde.
Vil du minimere sundhedsrisikoen ved at drikke kaffe, gælder det altså om at få så lidt cafestol og kahweol som muligt.
Filterkaffe er sundere
Og her kommer filterkaffen ind i billedet. Papirfiltre fjerner størstedelen af disse fedtstoffer - langt mere end andre bryggemetoder. Derfor anbefaler den hollandske pendant til Fødevarestyrelsen ifølge mediet Margriet, at man kan drikke op til fem kopper filterkaffe om dagen.
Kaffepuder filtrerer også tilstrækkeligt, selvom papiret er tyndere, så her gælder samme anbefaling: fem kopper dagligt. Det samme gælder for instant-kaffe, der er lavet ved at inddampe allerede filtreret kaffe.
Bruger du derimod en mokkakande (italiensk kaffekande), bør du højst drikke tre kopper om dagen. Det samme gælder kaffe lavet med kapselmaskiner, kaffeautomater med metal- eller nylonfilter samt espressomaskiner.
Det højeste indhold af cafestol og kahweol findes i kaffe, der er brygget med en cafetière (stempelkande) eller kogekaffe (f.eks. tyrkisk eller græsk kaffe), som ikke filtreres.
Derfor er rådene her meget strikse: Drikker du kaffe fra en stempelkande, bør du ikke drikke mere end én kop om dagen og højst tre om ugen. Drikker du kogekaffe, bør du ifølge den hollandske pendant til Fødevarestyrelsen helt vælge en anden bryggemetode.
Er koffeinfri kaffe bedre?
Koffeinfri kaffe indeholder ikke mindre cafestol eller kahweol. Der gælder derfor de samme regler som for almindelig kaffe. Den eneste fordel er, at hvis du er følsom over for koffein, vil du få færre gener ved at vælge koffeinfri.
Hvis du elsker kaffe, kan det altså være en god idé at finde den gamle kaffemaskine til filterkaffe frem igen. Så får du alle fordelene - uden ulemperne.