Du kender det helt sikkert.
Du vågner, rækker ud efter mobilen og konstaterer tilfreds, at den har ligget og suget strøm hele natten.
Men hvad nu, hvis du fik at vide, at du langsomt, men sikkert, tager livet af dit batteri én nat ad gangen?
Det er i hvert fald, hvad mediet Marketeer skriver.
Mediet kaster yderligere lys over en række simple tricks, der kan få dit mobilbatteri til at holde meget længere.
Det handler ikke om at ofre Wi-Fi, sætte telefonen på flytilstand eller leve som en digital munk. Det handler om, hvordan du oplader.
Lad ikke til 100 procent
For det første skal du glemme alt om 0-100.
Den gyldne tommelfingerregel lyder, at du helst skal sætte opladeren i, når batteriet rammer omkring 20 procent - og stikket skal så hives ud igen ved 80 procent.
Som om du selv havde spist halvdelen af din pizza og gemt resten til senere.
Batteriet har nemlig bedst af at arbejde i det midterste spændingsfelt og ikke blive kørt helt fladt eller pumpet til bristepunktet.
Det dér med at lade hele natten? Det skal man helst undgå.
Ifølge data fra Movistar kan et mobilbatteri tåle omkring 500-1.000 fulde opladningscyklusser - og jo flere du bruger unødigt, desto kortere bliver telefonens levetid.
Tænk på det som et klippekort. Når det er fyldt, er det farvel og tak.
Derudover skal du helst lade være med at benytte mobilen, når du oplader, ligesom enheden ikke skal efterlades i solen eller på varme flader.
Med lidt snilde og omtanke kan du altså få din mobil til at holde længere og yde bedre.