Populær kæde ramt af hackerangreb: Kunder kan være ramt

Af: Alberte B. C.

|

08/07/2025

Teknologi
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Følsomme kundedata kan være lækket.

Lige nu læser andre også

Kunder, ansatte og samarbejdspartnere hos Apple-forhandleren Humac kan være ramt efter et hackerangreb, som nu kobles til den berygtede gruppe Kraken.

Angrebet kommer på et tidspunkt, hvor cyberkriminalitet rammer både små og store virksomheder i hele Europa.

Humac har bekræftet angrebet over for Ingeniøren, men holder kortene tæt ind til kroppen om omfanget.

"Vi er ikke i en position, hvor vi kan videregive oplysninger om det hackerangreb, du henviser til. På baggrund af de informationer, vi har modtaget, har vi truffet de foranstaltninger, som loven kræver," skriver CEO Jukka Kohonen til mediet.

Ifølge Cybernews er det gruppen Kraken, der står bag.

På deres blog på det mørke net hævder de at have fået adgang til Humacs økonomiske dokumenter, interne brugerdata og anden følsom information, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko for både virksomheden og kunder.

Eksempler på de lækkede data, som Kraken har lagt frem, virker ifølge Cybernews autentiske.

Det præcise omfang af angrebet er dog stadig ukendt, og det er uvist, om Kraken har fremsat krav om løsepenge, hvilket ofte er en del af hackergruppens fremgangsmåde.

Kraken beskrives som en ny, men allerede berygtet gruppe, der angiveligt tæller tidligere medlemmer fra HelloKitty, en anden notorisk hackergruppe.

Alene i 2025 skal Kraken ifølge Cybernews have stået bag angreb på mindst 13 virksomheder.

Humac driver 15 butikker i Danmark, primært i de større byer, og ejes af italienske C&C, Europas største Apple Premium Partner.

Denne status betyder, at kæden både sælger og servicerer Apple-produkter med højeste autorisation fra producenten.

Angrebet mod Humac understreger, hvordan selv velrenommerede, internationale forhandlere er i skudlinjen for hackergrupper, der jagter data og penge i et marked, hvor it-kriminalitet er blevet en milliardindustri.

Anbefalet til dig