Hver sommer pakker tusindevis af danskere bilen og sætter gps'en til en destination på den gode side af 1000 kilometer sydpå.
Det er der som sådan ikke noget nyt i, for sådan har det været i årevis. Lige så længe har risikoen for mekaniske problemer i udlandet også været til stede.
Hvad der dog er anderledes end tidligere er, at folk nu også kører til syden i deres elbiler.
Og netop det advarer If forsikring i Norge nu deres kunder mod i en pressemeddelelse.
Det kan nemlig give store problemer for elbilsejere, hvis de kører ind i problemer med bilen undervejs på rejsen. Problemer med elbilen kan i værste tilfælde betyde, at det fylder igennem hele ferien.
- Her i landet er reparation af elbiler en normal arbejdsdag for autoværksteder. Dette behøver ikke at være tilfældet i nogle europæiske lande. Det kan tage lang tid at få fat i dele, og i nogle tilfælde skal elbilen transporteres langt for at få den repareret, siger Sigmund Clementz, kommunikationschef hos If i Norge.
Hvor diesel- og benzinbiler typisk kan ordnes ved ethvert lokalt autoværksted er sagen en anden ved elbiler, der i særligt lande som Portugal og Spanien langt fra er lige så udbredte, som de er i Danmark, Norge og Tyskland.
I pressemeddelelsen referer de til hele 500 sager fra Europa uden for Norden.
- I sommermånederne modtager vi flere tilfælde af alvorlige bilulykker, som måske kunne have været undgået, hvis serviceintervallerne var blevet fulgt. Det er kedeligt at få ødelagt sin ferie, fordi ens bil går i stykker på Autobahn, siger Clementz.
Den klare anbefaling er derfor, at man sørger for at overholde service på bilen, og at man potentielt tjekker den efter, inden man drager på ferie sydpå.