Et møde foran rullende kameraer har fået internettet til at eksplodere.
Lige nu læser andre
Der er usædvanlig uro blandt Ruslands mest loyale støtter online efter et højtprofileret møde i weekenden, hvor præsident Vladimir Putin fik en statusopdatering om krigen i Ukraine.
I centrum står general Valerij Gerasimov, øverste chef for den russiske generalstab, som nu bliver anklaget for enten at skønmale situationen groft eller direkte føre den russiske leder bag lyset.
Søndag dukkede en video op fra Kreml, hvor Putin – iført camouflagejakke – modtager en briefing fra Gerasimov, som hævder, at russiske styrker har omringet store grupper af ukrainske bataljoner ved både Pokrovsk og Kupijansk.
Det skriver B.T.
Ifølge generalen drejer det sig om titusindvis af soldater.
Meldingen vækker undren
Læs også
Problemet er bare, at ingen uafhængige kilder kan bekræfte den version.
Det anerkendte amerikanske Institute for the Study of War vurderer, at russerne ganske vist presser på i de nævnte områder, men at der ikke er tale om nogen omringning i den størrelsesorden.
Den vurdering bliver bakket op af en række prorussiske militærbloggere, som heller ikke køber forklaringen.
På Telegram har flere profiler med hundredtusindvis af følgere udtrykt direkte mistro til Gerasimov.
Den populære kanal ‘Militær Informant’ skriver blandt andet, at “fjender har igen infiltreret kammerat Gerasimov” og påpeger, at “der selvfølgelig ikke er nogle omringning i øjeblikket”.
Generaler fortæller, hvad Putin vil høre
Læs også
Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, mener, at mødet passer ind i et mønster, hvor ledere i det russiske system ofte leverer budskaber, der passer til Putins ønsker.
“Der har længe været en idé blandt ruslandkendere om, at folk i Rusland fortæller Putin det, han gerne vil høre, frem for det, der er sandheden. Ellers kan man ryge ud af et vindue,” siger han.
Det samme mønster sås op til invasionen i februar 2022, hvor russiske embedsmænd og medier skabte en forventning om en hurtig sejr over Ukraine.
Den forventning bristede, og nu spekuleres der i, om Gerasimov gentager samme tilgang for at bevare sin position.