Politiet i USA er ved at gøre sig klar til det kommende corona-udbrud i USA. En politistation i Oregon har dog et problem, de ikke havde forudset. Beboerne i deres kreds ringer nemlig ind til centralen for at få fyldt op med toiletpapir. Det er en hel ny type nødopkald, der, selvom det er alvorligt nok, ikke hører hjemme på nødtelefonen. I hvert fald ikke ifølge politiet.
Politiet i Newport måtte til sidst poste på Facebook, at borgere med maveproblemer skulle stoppe med at ringe til dem, bare fordi de manglede toiletpapir.
"Det er utroligt, at vi skal poste dette," skriver politiet i deres opdatering på Facebook. "Ring ikke til 9-1-1 bare fordi du er løbet tør for toiletpapir. Du overlever uden vores assistance."
På grund af den kommende krise er toiletpapir en mangelvare over hele USA. Selv på Amazon er det svært at følge med efterspørgslen på det hvide papir-guld.
Politiet i Newport kommer dog med et par kreative løsningsforslag, der både indeholder havvand, kvittering fra indkøb eller majskolber.
De slutter af med en bøn: "Vær ressourcestærk. Vær tålmodig. Der er mangel på toiletpapir. Det vil også gå over. Bare du ikke ringer til 9-1-1. Vi kan ikke udbringe toiletpapir."