Mie Møller Bie
De tre venner var vokset op med hinanden og var som brødre
Mødrene nægter at tie. Tre ukrainske unge mænd meldte sig frivilligt til forsvaret af Ukraine, da den russiske invasion begyndte.
Fire år senere står deres mødre frem for at fortælle, hvad der skete, og hvorfor verden ikke må glemme dem. Det fortæller La.lv.
Venner fra barndommen
Artur, Aleksej og Ruslan voksede op i Irpin og havde kendt hinanden siden børnehaven. De var tætte venner, næsten som brødre, og delte både hverdagen og beslutningen om at forsvare deres land.
Da invasionen begyndte, sørgede de først for at bringe deres familier i sikkerhed i det vestlige Ukraine.
Kort efter vendte de tilbage og meldte sig frivilligt til en enhed nær deres hjemby.
Det sidste livstegn
Den 2. marts 2022 blev kontakten afbrudt. Drengene var blevet sendt ud for at levere ammunition og droner til ukrainske positioner nær Vorzel.
Her havnede de i en ildkamp og blev taget til fange. Senere dukkede videoer op på russiske kanaler, hvor Artur og Ruslan ses under afhøring i en skov.
De var tydeligt mishandlede, men stadig i live.
Tortur og fangenskab
Et vidne fra Irpin, som selv havde været i russisk fangenskab, bekræftede senere over for mødrene, at de tre unge mænd blev udsat for grov tortur.
“De blev pint. Det var marts og iskoldt. De sad oven på dem og brugte dem som madrasser,” fortalte han.
Ifølge vidnet blev de flere gange truet med henrettelse og senere holdt indespærret i en frysehal ved Gostomel lufthavn.
Forkullede rester og en skjult sandhed
Efter befrielsen af Kyiv området fandt myndighederne stærkt forbrændte menneskelige rester i hangarer ved lufthavnen.
Resterne var så ødelagte, at det var umuligt at fastslå antallet af lig. Fragmenterne blev begravet som ukendte på en kirkegård i Gostomel.
Først efter flere års pres lykkedes det mødrene at få gennemført DNA tests, som med 99,9 procents sikkerhed identificerede deres sønner.
En værdig afsked og et krav om retfærdighed
Artur, Ruslan og Aleksej blev til sidst begravet side om side på Heltenes Allé i Irpin. “Vi begravede vores børn med værdighed,” sagde Ludmila.
Men for mødrene er kampen ikke slut. Nu handler det om at sikre, at beviserne for krigsforbrydelserne bliver dokumenteret, og at de ansvarlige bliver stillet til ansvar.
De vil have verden til at vide, at deres sønner var helte, og at det, der skete med dem, aldrig må blive glemt.
