Mie Møller Bie
“Hvis min stemme pludselig forsvinder, så ved I, at det ikke var mit valg.” Nu venter flere lyttere på nyt
Det var langt over midnat, da Jon Stewart pludselig dukkede op på skærmen. Klokken var 03.07, og det amerikanske internet gik nærmest i stå, da hans ansigt tonede frem.
Der var ingen intro, ingen satire, ingen studie. Bare en svagt oplyst stue og en mand, der ikke lignede sig selv.
Bleg, træt og uden filter begyndte han at tale. Stemmen var lav, ordene velovervejede. Der var ingen grin, ingen ironi.
Kun et budskab, der straks skabte rystelser blandt seerne. Det fortæller Hotnews.
En advarsel forklædt som bekendelse
Han fortalte, at han ikke havde planlagt udsendelsen, men ikke længere kunne lade som om alt var i orden.
Over de seneste måneder havde han mærket, hvad han kaldte et intenst og koordineret pres for at holde mund om bestemte emner.
“Sandheden er farlig. Men tavshed er værre,” sagde han og kiggede væk fra kameraet.
Han nævnte ingen navne, ingen organisationer. Men stemningen blev tungere, jo længere han talte. Ifølge ham var der sager, der ikke passede ind i overskrifter.
Sager, som magtfulde mennesker ikke ønskede frem i lyset.
Midt i det hele kom sætningen, der fik seerne til at holde vejret: “Hvis min stemme pludselig forsvinder, så ved I, at det ikke var mit valg.”
En afslutning uden svar
Der var ingen afsluttende bemærkning. Ingen opsummering. Livestreamen sluttede brat.
Siden har Jon Stewart ikke sagt mere. Der er ingen opfølgning, ingen præcisering. Stilheden har kun gjort folk mere urolige.
For når en mand som ham siger, at noget er galt – så lytter man. Og venter.
