Alberte Clausen
Mor dræbte sine børn og skjulte dem i årevis.
Sager om familietragedier vækker ofte stærke reaktioner, men i New Zealand har en enkelt sag stået særligt klart i offentlighedens bevidsthed.
Den har sat dybe spor og rejst spørgsmål om både psykisk sygdom, svigt og retfærdighed.
Nu er der faldet dom, og landet forsøger at forstå omfanget af tragedien.
En nation rystet
Få sager har påvirket den newzealandske befolkning så meget som det, der siden er blevet kaldt kuffertdrabene.
I 2022 blev ligene af to børn fundet i kufferter i et opbevaringsrum i Auckland.
Den makabre opdagelse udløste en omfattende efterforskning, som hurtigt afslørede, at børnene havde været døde i flere år.
Newzealænderen Hakyung Lee, der oprindeligt kommer fra Sydkorea, erkendte senere, at hun havde taget livet af sine to børn ved hjælp af medicinen nortriptylin, som normalt bruges til behandling af depression.
Myndighederne vurderer, at børnene, der var seks og otte år gamle, døde i juni eller juli 2018.
Den præcise dødstid kunne ikke fastslås på grund af den lange tid, ligene havde ligget gemt.
Det oplyser B.T.
Morens forklaring afvist i retten
Under retssagen stod det klart, at tragedien havde sine rødder i flere år med psykiske problemer.
Moren forklarede i retten, at hendes mands død i 2017 havde sendt hende ud i en dyb depression.
Ifølge hendes forsvarer begyndte hun på et tidspunkt at tro, at det ville være bedre, hvis hele familien døde.
Derfor gav hun børnene medicinen og tog den også selv. Forsvaret forklarede, at hun tog en forkert dosis og derfor overlevede, mens børnene døde.
Anklagemyndigheden afviste dog, at der var tale om sindssyge i gerningsøjeblikket.
Ifølge anklageren havde hun med fuldt overblik givet børnene nortriptylin, og hun vidste, hvilken risiko det indebar.
Livstid for dobbeltdrab
Retten har nu idømt Hakyung Lee livsvarigt fængsel.
Dommen markerer afslutningen på en lang og følelsesladet sag, der har berørt både efterforskere, jurister og borgere over hele New Zealand.
Selvom moren erkendte handlingerne, kæmpede hun længe for at blive frifundet med henvisning til psykisk sygdom. Retten fandt dog, at hun bar det fulde ansvar.
Sagen står nu tilbage som en af de mest gruopvækkende familietragedier i nyere New Zealands historie, og mange håber, at dommen kan give en form for afslutning, selvom spørgsmålene om motiv og mental tilstand fortsat fylder.
