Mand afgået ved døden: Ville vise sig frem med en flaske Jägermeister

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En mand er død efter at have drukket en hel flaske Jägermeister på bare to minutter.

Mest læste i dag

Sydafrikaneren, hvis navn ikke er blevet offentliggjort, havde deltaget i en drikkekonkurrence i Limpopo, da han indtog en hel flaske Jägermeister.

Sowetan Live, en lokal avis, skriver, at manden, der formodes at være mellem 25 og 30 år, kollapsede og blev hastet til hospitalet, hvor han blev erklæret død.

Talsmand for Limpopo Politi, Brig Motlafela Mojapelo, udtaler, at konkurrencen fandt sted i en spiritusbutik i landsbyen Mashamba, hvor man dystede om at drikke en hel flaske Jägermeister hurtigst.

Der blev udlovet R200 til vinderen, svarende til cirka 90 kroner.

"En af dem kollapsede straks og blev bragt til det lokale hospital, hvor han blev erklæret død," siger Mojapelo.

Sundhedseksperter har tidligere advaret mod at tage imod udfordringer, der involverer indtagelse af store mængder alkohol inden for kort tid - og denne nye udfordring viser sig at være endnu farligere.

"Hvis du drikker meget inden for kort tid, kan alkohollen i dit blod holde din krop fra at fungere ordentligt," sagde Elaine Hindal, tidligere administrerende direktør for organisationen Drinkaware, i et tidligere interview med Huffington Post, efter at have set en mand bunde en hel flaske vodka. 

Martin Preston, administrerende direktør hos afvænningscentret Delamere, advarer ligeså imod at deltage i sådanne konkurrencer - og bare hård druk generelt.

"Når du drikker alkohol, ryger det direkte ind i blodet og transporteres til hjernen. Synet kan blive sløret, koordinationen kan blive dårligere, og hukommelsen kan blive svækket", sagde han over for The Mirror og tilføjede:

"Hård druk kan også medføre, at folk får blackout. Det skyldes, at stigningen i mængden af alkohol i hjernen kan medføre, at man holder op med at danne nye minder."

"Ligesom leveren er nyrerne designet til at filtrere affald eller unødvendig væske i kroppen, men meget hård druk kan komme i vejen for det, de skal gøre."

Han fortæller slutteligt, at alkohol også blokerer for produktionen af visse hormoner, som hjælper nyrerne med at få vand tilbage i kroppen.

"Når alkohol undertrykker hormoner, kan det forårsage dehydrering, hvilket kan være medvirkende til, hvor slemme tømmermænd du har næste dag."

Og som det fremgår af den tragiske hændelse ovenfor, kan hård druk i mere ekstreme tilfælde føre til døden.

Anbefalet til dig