Moren fortæller, at skolen forventer, at alle elevers iPads ikke må have under 97 procent strøm, når de møder om morgenen. Men da hendes datters iPad kun var blevet opladet til 93 procent, overholdt hun ikke reglerne, hvorfor hun blev straffet.
Ifølge moren fik hendes datter en eftersidning for ikke at have opladet sin iPad til de 97 procent, som de kræver.
Det har fået moren til at tage til tasterne for at udtrykke sin frustration.
"Min datter fik en eftersidning for at komme i skole med sin iPad, som havde 93 procent strøm. Den assisterende rektor, som jeg siden har sendt en e-mail til, har sat en forventning om, at elevernes iPads ikke må være under 97 procent, da eleverne ellers vil blive straffet. Jeg er forbløffet. Er der nogen, der har hørt om sådan noget vrøvl?," skriver hun i et opslag på Twitter.
Tweetet tiltræk et væld af mennesker, der kommenterede latterligheden.
"Det her er sindssygt. Jeg ville have været rasende," skriver en bruger.
Hun fortæller, at hun har sendt en e-mail til sin datters lærer for at fortælle, at hun ikke vil tillade hendes datter at deltage i eftersidningen som følge af den "trivielle hændelse".
Moren, som selv arbejder som lærer, skriver endvidere i sin e-mail, at hun forstår "behovet for at opstille og overholde høje forventninger", men at denne regel ikke bidrager med andet end at skabe "unødig frygt" hos eleverne.
"Min datters første reaktion var at undlade at deltage, hvilket hun ikke gjorde, da hun følte, at det var en dum ting at få en eftersidning for," fortæller hun til Metro.
I den e-mail, som moren fik tilsendt, stod det blot skrevet, at hendes datter ville få en ny chance for at deltage i eftersidningen, og hvis hun ikke deltog i eftersidningen, ville det resultere i en yderligere 45 minutters eftersidning - denne gang med den assisterende skoleleder.
"Udsigten til at skulle i skole og sidde efter, selv om hun ikke havde gjort noget forkert, skabte angst hos min datter," tilføjer hun.
Datterens lærer kunne fortælle, at hun skulle sende en e-mail til den assisterende skoleleder, som hun dog endnu ikke har modtaget svar fra.
"Som lærer ved jeg godt, at han må være under tidspres, men et svar tager ikke engang fem minutter, især ikke når jeg har rejst et meget gyldigt spørgsmål," kommer det fra en yderst irriteret mor.
Metro har slutteligt været i kontakt med en talsperson for skolen.
"Hos Oasis Academy støtter vi alle vores unge mennesker til at lære de færdigheder og udvikle de vaner, de har brug for for at være klar til at lære nyt stof, og som de kan bruge når de forlader skolen for at videreuddanne sig eller til at finde en arbejdsplads. Dette omfatter vigtigheden af rettidig omhu, at følge retningslinjerne for uniform og sikre, at de har det udstyr, de har brug for for at være forberedt til den kommende skoledag," udtaler en talsmand for Oasis Academy Mayfield, der tilføjer:
"Selv om vi ikke kan udtale os om en enkelt elev, arbejder vores personalegrupper hårdt for at sikre, at regler og retningslinjer af denne art anvendes retfærdigt og medfølende. Hvis nogen af vores forældre har nogen bekymringer om dette eller andre spørgsmål, opfordres de til at kontakte skolen direkte."