Det sker ganske ofte, at parkeringsvagter må diskutere med bilister omkring, hvorvidt bødeblokken skal frem eller ej.
Det kan være svært at afgøre, hvem der har ret, hvis det er ord mod ord, men der er også tilfælde, hvor den ene part er helt på afveje.
Det er i tilfældet i denne video, som den engelske bilist, Harvey Saunders, har filmet, fordi han havde en ide om, at han i tide og utide fik bøder på et tvivlsomt grundlag.
Den 41-årige mand skulle vise sig at have ret. Det skriver Metro.
Videoen viser, hvordan Harvey, der har installeret et kamera i forruden, forleden parkerer lovligt i byen Hull øst for Leeds. Lige indtil der kommer en p-vagt og flytter en kegle, så han ikke længere holder efter reglerne. P-vagten kvitterer med en bøde på 70 euro svarende til 650 kroner.
Efterfølgende stødte Harvey ind i p-vagten og spurgte ham om bøden,
"Jeg fortalte ham, at jeg havde optaget ham, mens han flyttede keglen, og at jeg optog ham nu. Så blev han meget vred," forklarer den utilfredse bilist, der nægtede at finde sig i bøden.
Det var korrekt, at p-vagten flyttede keglen, fordi den stod forkert, da nogen havde rykket den, men det var langt fra korrekt, at han gav Harvey en bøde for sin parkering.
Videoen har Harvey delt på Facebook for at vise andre, hvad der kan ske. Det er væltet ind med kommentarer fra andre bilister, der også er rasende over episoden.
Retten i Hull har besluttet at annullere bøden og er ved at undersøge sagen til bunds.