Under Østersøens bølger er der gjort et spektakulært fund, som kaster lys over noget, der udspillede sig for over 10.000 år siden.
Tyske forskere har opdaget en næsten én kilometer lang mur fra stenalderen, som formodes at være konstrueret af mennesker for at drive rensdyr i en fælde.
Det skriver det norske medie Forskning.
Skete ved et tilfælde
Opdagelsen, der blev gjort i Mecklenburg Bugt, skete nærmest ved en tilfældighed, da Jacob Geersen og en gruppe studerende fra Leibniz Institut for Østersøforskning Warnemünde var ude for at teste et nyt akustisk skanningsværktøj.
"Så så vi den her gruppering af objekter, der strakte sig over en kilometer. Det så helt unaturligt ud! Året efter sendte vi et kamera ned og opdagede, at der var rækker af sten", fortæller Jacob Geersen.
Og det førte til yderligere undersøgelser.
Ved hjælp af dykkere og avanceret teknologi blev det bekræftet, at stenene var arrangeret på en måde, der ikke kunne tilskrives naturens kræfter.
Marcel Bradtmöller, der er forskningsassistent i forhistorie ved universitetet i Rostock og medforfatter til studiet, bidrog til at afdække stenformationens formodede funktion:
"Vi indså, at muren minder om lignende strukturer rundt om i verden, hvor der er flere indikationer på, at de er lavet specielt til jagt."
Forskerne sammenligner denne opdagelse med andre jagtstrukturer, der tidligere er fundet i blandt andet Norge, Grønland, Tyrkiet og Nordamerika.
Den vilde opdagelse viser, hvordan forhistoriske menneskers brugte deres evne til at manipulere miljøet til egen fordel.