Ord som “bæredygtig” og “ansvarlig” klinger måske flot i reklamerne, men i praksis koster de dyrt for Shein. Det kinesisk-stiftede modefirma er netop blevet tildelt en bøde på 7,5 millioner kroner af de italienske konkurrencemyndigheder AGCM – og årsagen er grøn bluf. Det skriver Reuters.
Bag bøden står den irske virksomhed Infinite Styles Services Co. Limited, der driver Sheins europæiske webshop. Ifølge AGCM har platformen vildledt forbrugerne med miljøpåstande, der var “vage, overdrevne eller direkte misvisende”.
Særligt kollektionen “evoluSHEIN by design” blev fremhævet som bæredygtig – men ifølge AGCM var dens grønne image groft overdrevet. Det gjaldt blandt andet påstande om genanvendelige materialer og cirkulære designprincipper, som ifølge tilsynet enten var falske eller forvirrende for forbrugeren.
Myndighederne slog fast, at kunderne let kunne få indtryk af, at kollektionen var lavet af fuldt genanvendelige materialer, hvilket ifølge AGCM slet ikke var tilfældet.
Shein reagerede hurtigt med et forsvar. I en erklæring skrev selskabet: "Vi har styrket vores interne kontrol og opdateret hjemmesiden for at sikre, at alle miljøpåstande er tydelige, dokumenterbare og lovmedholdelige."
Men det er ikke kun tøjets indhold, der får kritik. Også virksomhedens klimamål vurderes som tomme ord. Shein har lovet at skære 25 procent af udledningen inden 2030 og nå netto-nul i 2050. Men realiteten er, at deres udledning steg i både 2023 og 2024.
AGCM påpegede, at netop fordi Shein opererer i en tungt forurenende branche med ekstremt forbrug og hurtig produktion, bærer selskabet et ekstra ansvar – et ansvar, som nu bliver betalt kontant.