Søde fristelser lurer rundt om hvert et hjørne, og selvom vi er klar over, at sukker generelt ikke er godt for helbreddet, så glemmer vi alligevel de andre sundhedsmæssige faldgruber, der kan være ved slik.
Nu fortæller en finsk tandlæge, hvilket slik hun for alt i verden undlader at spise.
Tandlægens frygt: Det sure og klistrede slik
Når det kommer til tandsundhed, så er det blandt andet de sure og klistrede slikvarianter, som for eksempel toffee, der kan være særligt ødelæggende.
Disse typer slik klæber til tænderne og mellemrummene mellem tænderne, og de sidder der længere tid end andre søde sager. Det øger dermed risikoen for huller.
Specialisttandlæge, Erika Laukkanen fra Oral Hammaslääkärei i Finland fortæller til finske Is, at hun aldrig kunne drømme om at spise den slags slik, og at hun særligt undlader at spise surt slik, da det indeholder syre, der kan nedbryde tandemaljen.
Ikke så uskyldigt, som det ser ud
Det er dog ikke kun surt slik, man skal passe på med. Går man væk fra munden og kigger på andre steder, hvor slik påvirker kroppen, så er både lakrids og salmiak ikke det, man skal være bedste venner med.
Lakrids påvirker blodtrykket mere end mange tror, ifølge nyere anbefalinger fra sundhedsorganisationer.
Det skyldes stoffet glycyrrhizin, som findes i lakridsekstrakt og fungerer som kroppens salt hormon, hvilket hæver blodtrykket.
Selv små mængder på 50 gram kan være problematiske for dem, der er særligt følsomme over for stoffet.
I værste tilfælde kan indtagelsen af en pose lakrids hæve en persons blodtryk i flere uger. Det er især problematisk for unge mennesker, hvor overraskende mange tilfælde af højt blodtryk kan spores tilbage til lakrids- og salmiakforbrug.
Salmiak, en anden favorit, indeholder ofte ikke blot glycyrrhizin, men også store mængder salt, hvilket yderligere kan forstærke den blodtryksforhøjende effekt.
Tuija Pusa fra den finske 'Hjerteforeningen' påpeger, at nogle salmiakvarianter kan indeholde op til 4% salt. For en person med saltfølsomhed kan dette hurtigt blive en sundhedsrisiko.