Donald Trump blev i begyndelsen af sin politiske opstigning afskrevet som en tom skal – et mediefænomen uden substans. Det erkender den tidligere CIA-analytiker Martin Gurri nu var en fejl.
I et forsøg på at forstå nutidens mest polariserende politiske skikkelse må man ifølge ham ikke blot se på de kræfter, der bar ham frem, men på manden selv. Det skriver The New York Post.
Trump sprænger de klassiske kategorier. Han er samtidig realitystjerne, folkeforfører og digital pioner, og netop denne kombination gør ham svær at afkode for traditionelle analytikere.
Gurri sammenligner hans sceneoptrædener med operadivaens ekstranumre: en uimodståelig trang til at blive stående foran et publikum, som ikke blot beundrer ham – men som han selv tydeligvis elsker.
Hans talestil, fyldt med personlige anekdoter, pludselige drejninger og direkte appel, synes skræddersyet til en digital tidsalder. Ikke fordi det er strategisk tilrettelagt – det er simpelthen sådan, han er.
Trump lyder online mere som en ung TikTok-bruger end en mand i 70’erne. I sine første år som præsident var han nærmest en Beethoven på Twitter: dominerende, uforsonlig, uimodståelig.
For Gurri blev et vendepunkt attentatet i Butler, Pennsylvania, hvor Trump slap med en skramme. Hans reaktion – at rejse sig, tage sko på og opfordre folk til at kæmpe – viste både fysisk mod og symbolsk styrke.
I Trumps egen optik blev han reddet af Gud for at fuldføre sin mission. Gurri tilbyder et alternativt billede: Trump som en “strange attractor” – et usandsynligt centrum for vilde tilfældigheder, som alligevel bliver ved med at bøje verdens gang i hans favør.
Trump har overlevet alt fra FBI-razziaer og retssager til politiske katastrofer og mediestorme. Gurri mener, at hvor han før troede, eliten overreagerede på Trump, må han nu erkende, at de måske intuitivt fornemmede den trussel, han udgjorde mod deres system.
Det gamle system kollapser. Trump har ikke nødvendigvis svaret – men han er blevet symbolet på det nye.
