Nyheder24.dk
Forside Udland Tragedie i naboland: Tre turister fundet døde efter fisketur

Tragedie i naboland: Tre turister fundet døde efter fisketur

båd sejler i havet ved norske bjerge
Genrefoto: RolandsBoss / Shutterstock.com

Timer efter fisketur blev de fundet døde

Mange danskere og turister søger hvert år mod Norge for at opleve den vilde natur, de åbne fjorde og fisketure på havet.

Men det barske vejr og det kolde vand kan hurtigt gøre selv rolige sejlture farlige, hvis forholdene ændrer sig.

Nu er tre udenlandske turister omkommet efter en alvorlig bådulykke ud for den norske ø Smøla i den vestlige del af landet.

En stor redningsaktion blev sat i gang sent søndag aften, efter at tre mænd ikke var vendt tilbage fra en fisketur til aftalt tid.

Gruppen var en del af et større rejseselskab, som opholdt sig i hytter på Smøla, hvor de havde lejet flere både.

Ifølge norske medier havde vennegruppen fordelt sig i tre forskellige både og sejlet ud til forskellige områder for at fiske.

Da den ene båd ikke vendte tilbage, slog de andre alarm.

“Vi fik en melding om, at det var tre udenlandske personer i en båd, som ikke var kommet tilbage til aftalt tid,” siger den vagthavende redningsleder Steinar Vatne ifølge Aftenposten.

Stor redningsaktion sat i gang

Kort efter anmeldelsen blev både redningshelikopter, redningsbåde, kystvagt og frivillige sendt ud for at lede efter de savnede mænd på vestsiden af Smøla.

Natten til mandag fandt en redningshelikopter båden kæntret i vandet. De tre mænd blev fundet livløse i havet.

Ifølge politiet var de omkomne mænd i 50’erne og 60’erne og havde forskellige nationaliteter.

Politiet samarbejder nu med Kripos om at underrette de pårørende i deres hjemlande.

Årsagen er stadig ukendt

Det er endnu uklart, hvorfor båden kæntrede.

En person fra vennegruppen har dog forklaret, at der var både vind og bølger på havet søndag aften.

Norske myndigheder understreger samtidig, at det endnu er for tidligt at konkludere noget om årsagen til ulykken.

Området omkring Smøla er kendt for både fisketurisme og hurtigt skiftende vejrforhold, som kan gøre forholdene vanskelige på havet.

Nu arbejder norsk politi videre med efterforskningen af den tragiske ulykke.

Ads by MGDK