Den amerikanske præsident er kommet med en ganske vild udmelding om, at Hormuzstrædet skal indlemmes i USA, når opgøret med Iran er afsluttet.
Donald Trump har gjort det helt klart, at han har i sinde at gøre Hormuzstrædet til et amerikansk område, så snart krigen mellem Iran og USA er ovre.
Det sagde præsidenten fredag ved et vælgermøde på en politiskole i delstaten New York, lyder det ifølge Ritzau fra det anerkendte nyhedsbureau AFP.
“Når vi er færdige med at besejre Iran, som er ved at lide et meget stort nederlag, vil jeg meget snart erklære Hormuzstrædet for en del af USA’s territorium. Det er sandt,” sagde Trump ifølge nyhedsbureauet.
Strid om en vital handelsrute
Konflikten om strædet opstod i slutningen af februar og tog for alvor til i begyndelsen af marts, da USA og Israel gik til angreb på Iran.
Iran var hurtige til at svare igen ved at spærre farvandet, der er kendt for at være en af klodens mest betydningsfulde ruter for blandt andet oliehandel.
Inden krigen løb cirka en femtedel af verdens olieforbrug gennem passagen, hvorfor spærringen selvsagt har fået priserne på brændstof til at stige markant på det seneste.
Siden har den amerikanske flåde arbejdet på at lægge en blokade om Irans havne for at presse landets økonomi.
Iran afviser
Irans viceudenrigsminister, Kazem Gharibabadi, var fredag ude for at reagere på Trumps udmelding i et opslag på det sociale medie X.
Her fastslår han ifølge Reuters, at Iran ikke har nogen som helst intentioner om at bøje sig for trusler eller magtdemonstrationer fra amerikansk side.
Ifølge ham er det alene Iran, der kommer til at bestemme, hvorvidt strædet får lov til at være åbent eller lukket.
Trumps ord falder desuden i en periode, hvor fredsdrøftelserne mellem de to lande nærmest er gået i stå.
Præsidenten oplyste i sidste uge, at forhandlingerne med Iran kun føres delvist, og at det for tiden bliver ‘holdt på et lavt blus’.