Nyheder24.dk
Forside Udland Trump svinger pisken igen: Vil hæve toldsats til 25 procent

Trump svinger pisken igen: Vil hæve toldsats til 25 procent

Donald Trump
IAB Studio / Shutterstock

En ny Trump-udmelding sætter igen EU under pres – og denne gang kan det koste dyrt for en af Europas største eksportnationer.

Donald Trump har meldt ud, at han vil hæve toldsatsen på biler og lastbiler importeret fra EU til 25 procent. Det skriver han på sit sociale medie, Truth Social, ifølge Ritzau.

Trump beskylder EU for ikke at leve op til den handelsaftale, de to parter indgik i sommeren 2025. Den aftale satte et loft over told på biler og bildele fra EU på 15 procent – altså ti procentpoint mindre end det, Trump nu truer med.

Biler, der bliver produceret i USA, vil ifølge Trump ikke blive ramt af stigningen.

Tyskland frygter konsekvenserne

En toldstigning vil især komme til at ramme Tyskland, som har en stor og vigtig eksport af biler til det amerikanske marked. Landet er af den grund også særligt sårbart over for Trumps seneste udmelding.

Det er langt fra første gang, at den amerikanske præsident truer med højere told. I foråret 2025 sendte han en bølge af toldstigninger mod en lang række lande og satte dermed den globale handel under pres.

Siden har der været flere trusler og aftaler, men dog også en højesteretsdom, der underkendte grundlaget for en del af de oprindelige stigninger.

Dansk Industri holder vejret

Erhvervsorganisationen Dansk Industri vurderer, at Trumps udmelding handler om at lægge pres på EU i de igangværende forhandlinger.

“Hvis Trump gør alvor af truslen, vil det være et klart brud på toldaftalen mellem EU og USA,” skriver seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard i en kommentar til Ritzau.

“Men han er jo efterhånden blevet kendt for at fremsætte trusler, som ikke nødvendigvis effektueres. Så lad os nu se.”

Hvornår og om toldstigningen rent faktisk ender med at blive indført, er endnu uvist. Men EU og de europæiske bilfabrikanter følger udviklingen tæt.

Ads by MGDK