Vladimir Putin vil give 570.000 kroner til disse familier

Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil forære omtrent 570.000 kroner til en række familier.

Lige nu læser andre også

Vladimir Putin har sendt en stor mængde soldater i krig i både Ukraine og Syrien. Det har kostet mange menneskeliv på begge sider af krigen, hvilket Putin nu vil anerkende, ved at udbetale kompensation til en række familier.

Nu lyder det, at den russiske præsident i et nyt dekret har lovet, at han vil betale fem millioner rubler til familier til medlemmer af Ruslands Nationalgarde, der mister livet på slagmarken i enten Ukraine eller Syrien.

Det oplyser det russiske nyhedsbureau Tass ifølge Ritzau.

Beløbet på fem millioner russiske rubler er svarende til godt 570.000 kroner.

Ifølge Reuters er det nye dekret, der er blevet underskrevet af Vladimir Putin, også en officiel erkendelse af, at han har valgt at sende Ruslands Nationalgarde, der er kendt som Rosgvardia, i krig i Ukraine.

Til trods for, at krigen har hærget i Ukraine i mere end tre måneder, og at det har kostet utallige menneskeliv, har hverken Vladimir Putin eller andre højtstående personer i den russiske regering ville bekræfte, at der er tale om en krig.

Derimod forsætter de med at kalde det for en 'speciel operation', ligesom det flere gange er blevet udtalt af Vladimir Putin, at formålet med denne operation er, at Ukraine skal 'afnazificeres'.

Tidligere er det blevet udtalt af den russiske præsident, at der vil blive udbetalt en form for kompensation til familier til soldater, der mister livet eller bliver såret på slagmarken.

Det vides ikke, hvor mange russiske soldater, der har mistet livet, siden de blev beordret til at gå ind i Ukraine. Rusland har nemlig holdt kortene tæt, og har ikke opdateret deres tabstal siden 25. marts, hvor det lød på hhv. 1351 dræbte og 3825 sårede.

Både den ukrainske regering og vestlige eksperter mener dog, at de nuværende tabstal for Rusland er mange gange højere, end dem, der blev oplyst tilbage i marts.

Anbefalet til dig